Mange med paradentose er i fare for at få type 2-diabetes

03. marts 2017
Tilbage

Har du alvorlig paradentose, bør du gå til lægen og blive undersøgt for type 2-diabetes, mener Diabetesforeningen. Et hollandsk studie viser, at op mod hver anden person med betændelse i tandkødet har forstadier til type 2-diabetes.

Næsten halvdelen (47 %) af personer, som har svær paradentose, er i fare for at udvikle type 2-diabetes, og 18 % går rundt med sygdommen uden at vide det. Det viser et nyt forskningsprojekt fra Amsterdams universitet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal.

Røntgenbillede af tandsæt

Personer med alvorlige tilfælde af paradentose har ifølge studiet et markant højere langtidsblodsukker sammenlignet med personer uden tandproblemer. Derfor bør man tage sine eventulle tandproblemer alvorligt, mener Diabetesforeningens lægefaglige chefrådgiver, professor ved Aarhus Universitet, Torsten Lauritzen.

Diabetesforeningens lægefaglige chefrådgiver, Torsten Lauritzen.
Torsten Lauritzen er Diabetesforeningens lægefaglige chefrådgiver og professor ved Aarhus Universitet.

- Diabetes og paradentose hænger desværre ofte sammen i en negativ spiral. Derfor opfordrer vi alle med svær paradentose til at gå til sin egen læge, så det kan blive undersøgt, om de har type 2-diabetes eller forstadier til sygdommen, siger han.

Test din risiko

Paradentose medfører løse tænder, fordi knoglen, som tænderne sidder fast i, nedbrydes af betændelse. Tandlidelsen har længe været kendt som en følgesygdom til både type 1- og type 2-diabetes. Et højt blodsukker nedsætter modstandsdygtigheden over for betændelse. Koncentrationen af sukker i spyttet stiger i takt med blodsukkeret. Det kan give paradentose og caries.

Den hollandske undersøgelse viser også, at 46 % af testpersonerne med mild eller moderat paradentose, går rundt med forstadierne til type 2-diabetes, mens næsten 10 % af dem går rundt med sygdommen uden at vide det. Torsten Lauritzen mener, at personer med mild eller moderat paradentose derfor bør udfylde Diabetesforeningens risikotest på foreningens hjemmeside og følge rådgivningen her.

- Testen fortæller, om man har eller er ved at udvikle type 2-diabetes, og hvorvidt man bør gå til lægen. Jo før man får stillet en diagnose, jo hurtigere kan man komme i den rette behandling. Ligesom man kan få den nødvendige vejledning i livsstilsændringer som rygestop, kostændringer og mere motion samt eventuelt forebyggende medicin, hvis man er i fare for, at sygdommen er ved at bryde ud, siger Torsten Lauritzen.

Alvorlig sygdom

200.000 har type 2-diabetes uden at vide det. Undersøgelser viser også, at 750.000 danskere har forstadier til sygdommen – altså har et forhøjet langtidsblodsukker, der nærmer sig grænsen for, hvornår man har type 2-diabetes.

Type 2-diabetes er en alvorlig sygdom, der skal opdages og behandles i tide, da den kan føre til blandt andet blodpropper, nyresvigt, nedsat syn, potensproblemer og amputationer.

Studiet fra Amsterdams universitet omfattede 313 voksne deltagere. 78 af disse havde svær paradentose, 126 havde mild eller moderat paradentose, mens 109 personer ikke havde paradentose, men tjente som kontrolgruppe.

Af Jacob Gyldenløve Aaen, jga@diabetes.dk