Susanne finder styrke gennem sin stærke tro på gud

Det er i troen på Gud, og de ugentlige møder, hvor trosfællerne i Indre Mission beder for hinanden, at Susanne Wolder Riel Andersen finder styrke. Hun er næstformand i Diabetesforeningens lokalforening i Tønder og døjer udover sin type 2-diabetes også med en række andre sygdomme, angst og depression.

Tekst af Helge Coroli Frandsen. Artiklen er fra medlemsbladet november 2016.

Susanne1

"Så sagde jeg: "Nu må du sætte dig ned og bede for mig". Det gjorde hun så, og en halv time efter var angstanfaldet gået væk."
Foto: Claus Bjørn Larsen.

Susanne Wolder Riel Andersen sidder med foldede hænder sammen med resten af trosfællerne i den lokale afdeling af Indre Mission i Tønder. Lige nu er de i gang med det ugentlige bedemøde, hvor de troende går i såkaldt forbøn for hinanden.

– Vi snakker om alt nede i Indre Mission, og der er ikke noget, der er tabubelagt, for helligt eller for syndigt, siger 55-årige Susanne, der har haft type 2-diabetes i over 12 år, og også lider af flere former for gigt, en hudsygdom og glutenallergi. Dertil kæmper hun med angst og depression. Hun har flere gange oplevet, hvilken forskel det gør, når andre beder for hende.

– Når man først har oplevet, at der bliver bedt for én og fået svar på det, så føler man sådan en trøst, styrke og taknemmelighed. Jeg havde engang et enormt angstanfald, og så ringer jeg til én af de der gamle koner klokken kvart over elleve en aften, og spørger: “Hvad laver du? Har du gæster?” Nej, det havde hun ikke, og så sagde jeg: “Nu må du sætte dig ned og bede for mig”. Det gjorde hun så og en halv time efter, var angstanfaldet gået væk, og jeg lå bare og nød, at jeg ligesom svævede på min sofa. Efter en time kunne jeg gå i seng, for så var jeg ikke bange mere.

Enorm taknemmelighed

Udover troen er det arbejdet som næstformand i den lokale afdeling af Diabetesforeningen, der fylder i Susanne Wolder Riel Andersens liv. Hun er sig meget bevidst om ikke at lade sin religiøse overbevisning skinne igennem i sit arbejde, men når Susanne kommer hjem fra en aften med stolegymnastik eller et foredrag om mad og motion, er hun taknemmelig for at have fået muligheden for at gøre en forskel for andre. Og taknemmeligheden retter hun mod Gud.

Religion er en hjælp

8 % bruger religion, tro eller bøn til at øge deres mentale og åndelige velbefindende. Næsten tre fjerdedele (70 %) synes, religion hjælper dem til at leve et bedre liv med diabetes.

Kilde: Diabetesforeningens spørgeundersøgelse “Mentalt og åndeligt velbefindende”, september 2016. 1.888 deltagere

– Jeg føler en enorm taknemmelighed over, at Gud har været med mig. At jeg har fået lov til at være et medmenneske for andre. Jeg bruger aldrig nogensinde min tro helt åbenlyst, for det hører ikke vores arrangementer til. Det er noget, jeg har inden og efter arrangementet. Men forhåbentlig kan de da mærke på mit engagement og den måde, jeg er, at jeg er god mod min næste, uden at det er min godhed, jeg skal leve på.

Jeg er frelst

Selvom den læreruddannede førtidspensionist kom i kristne kredse og gik i bibelskole som ung, er det først inden for de sidste ti år, kristendommen har fået en personlig betydning for hende. Den første åbenbaring kom, da Susanne var til en almindelig gudstjeneste kort efter, at én af hendes nære veninder var død af en hjernetumor.

Susanne havde imidlertid brug for et endnu dybere forhold til Gud, end det folkekirken kunne give hende, og derfor endte hun hos Indre Mission, hvor man tror fuldt og fast på, at Jesus kom til Jorden for at frelse os fra vores synder. Det er den overbevisning, der driver Susanne.

– At være noget for andre leder mig ikke på rette vej, men det er et udslag af, at jeg er på rette vej. Jeg gør ikke de gode gerninger for at blive frelst, men jeg gør de gode gerninger, fordi jeg er frelst, forklarer Susanne uden at give én fornemmelsen af, at hun føler sig moralsk hævet over andre.

– Det er også derfor, jeg ikke ville gøre alt det her, hvis ikke jeg var troende, for jeg ville jo ikke have noget at hente min styrke i.

Susanne2

Foto: Claus Bjørn Larsen.

Ikke hokuspokus

Susannes mange sygdomme anser hun som en gave.

– At være frivillig og gøre noget for andre gør, at jeg ikke betragter mine sygdomme som straf for synder. Der er jo mange, der tænker, at hvis du er kristen og syg, så må du virkelig have begået nogle store synder. Men jeg synes, jeg har fået dem som en gave. For på trods af alle de ulidelige smerter og træthed og “årh, jeg orker ingenting”, så får jeg styrke til at gå ned og være noget for andre. Jeg kan give mine erfaringer videre.

– Det at bede til Gud, er jo ikke en trylleformular eller noget hokuspokus. Jeg føler jo virkelig, det er en samtale mellem mig og Gud, når jeg beder til ham.

Derfor er Susanne Wolder Riel Andersen også fuldstændig sikker på, at hun ville være helt anderledes, hvis ikke hun havde sin tro.

– Så ville jeg sidde klistret totalt til min sofa og sige “stakkels lille ynkelige Susanne, hvorfor skal du dog lide så meget, hvorfor skal jeg være så syg, og hvor er verden dog uretfærdig”. Samtidig ville jeg være så højrøvet og egoistisk, at alt skulle dreje sig om mig, og alle folk skulle komme og tjene mig.