Nedgroede negle, ligtorne, hård hud m.m.

Fødder -og -benLægen vil behandle infektioner eller fodsvamp med antibiotika og væskeophobning med vanddrivende midler. Ved fodsår med infektion kan der blive behov for operation, hvor betændt væv og væv med nedsat kredsløb fjernes.

En fodterapeut vil være i stand til at finde årsagen til et evt. fodsår. Fodterapeuten kan aflaste din fod med trykabsorberende skoindlæg, behandle nedgroede negle, hård hud og ligtorne samt vejlede i egenomsorg.

Nedgroede negle

Nedgroede negle kan opstå pga. for smalt fodtøj, fejlstilling af fod/tå eller forkert negleklipning. Er neglen nedgroet, bliver der sat en tynd neglebøjle af fjederstål på. I løbet af ca. seks måneder retter bøjlen neglen op, så eventuelle smerter ophører, og risikoen for betændelse minimeres.

Hård hud og ligtorne

Hård hud og ligtorne skyldes forkert fodtøj eller fejlstilling af foden, f.eks. nedsunken forfod eller krumme tæer. Du må ikke bruge fodfil og ligtorneplaster. Hård hud kan ”gemme” på et sår og skal beskæres og aflastes af en fodterapeut.

Trykmærker, ligtorne eller meget hård hud er tegn på overbelastning, som i det lange løb kan være skadeligt. Derfor er det ikke nok blot at fjerne den hårde hud. Det er vigtigt at finde ud af, hvordan belastningsskaderne opstår og fjerne årsagen. Dette kan din fodterapeut hjælpe med.

Fodsvamp og neglesvamp

Fodsvamp viser sig som opblødte, hvide belægninger, hudløshed og rødme mellem eller lige bag ved tæerne. Den kan også vise sig som stærkt røde områder på forfoden evt. som små blærer på fodsålen eller over hele foden. Mellem tæerne vil du kunne se afskalning, rødme og små revner.

Fodsvamp bekæmpes dels med svampedræbende midler dels ved at undgå at skabe et varmt, fugtigt miljø for fødderne.

Neglesvamp kommer til udtryk i hvide eller gulbrune misfarvninger med fortykkelse af neglen. Tal med din læge og fodterapeut om behandling.

Vabler

Vabler beskyttes med forbinding. Prik ikke hul på vablen. Ved blodvabler bør du kontakte din fodterapeut, læge eller ambulatorium.

Småsår

Hvis du har rifter, revner, småsår eller lignende, skal du skylle dine fødder under rindende, tempereret vand, så urenheder spules ud af såret. Læg herefter en forbinding. Skift forbindingen dagligt og hold godt øje med, om såret forandrer sig (betændelsestegn, tiltagende størrelse m.m.).

Kontakt din fodterapeut, læge eller ambulatorium, hvis sårene ikke heler i løbet af kort tid. Hvis dit fodsår ikke er helet i løbet af ca. ti dage, eller hvis der opstår rødme og huden bliver varm, så kontakt din fodterapeut, læge eller ambulatorium. Det gælder også, hvis du har feber eller føler dig meget utilpas.

Senest opdateret:
22-05-2015
Sideansvarlig
Mikala Dømgaard Analyse- og projektkonsulent, cand.scient. i folkesundhedsvidenskab