Marve --tarmGastroparese betyder mavesækslammelse, og sygdommen kan defineres ved en forsinket eller langsom tømning af føde fra mavesækken til tarmen.

Gastroparese kan opstå, hvis nervesystemet til de indre organer er ramt af nervesygdom (neuropati).

Gastroparese kan gøre diabeteskontrollen meget vanskelig. Udover store gener påvirker sygdommen også blodsukkerbalancen, fordi mavesækkens arbejde med maden forstyrres. Det kan give et falsk billede af, at personen med diabetes ikke lever hensigtsmæssigt i forhold til sin diabetes.

Forekomst af gastroparese hos mennesker med diabetes 

Forekomsten af gastroparese er temmelig stor hos både type 1- og type 2-diabetikere. Langt de fleste mærker ikke til forstyrrelsen, og størstedelen oplever kun få symptomer. Alvorlige symptomer, der er svære at behandle, ses heldigvis sjældent. Til gengæld kan disse symptomer, som f.eks. opkastning, have stor indflydelse på livskvaliteten.

Gastroparese ses ofte i sammenhæng med andre former for nervebeskadigelser, men ikke altid.

Hvad er årsagen til gastroparese? 

Mavesækken er en fleksibel sæk, der kan strække sig og trække sig sammen. Under normale forhold trækker mavesækken sig sammen ca. tre gange i minuttet for at blande maveindholdet og tømme det i tarmen. Ved gastroparese er denne rytme forstyrret.

En uhensigtsmæssig diabetesregulering medvirker også til, at mavesækkens tømning bliver forringet. Mavesækkens tømning sker langsommere ved høje blodsukkerværdier og for at undgå gastroparese, er det derfor altafgørende at have en god kontrol med sin diabetes.

Hvad er symptomerne for gastroparese? 

Oftest er der ingen symptomer på gastroparese. Uforklarligt svingende blodsukre kan være det eneste tegn på sygdommen. Det skyldes, at insulinet virker på et bestemt tidspunkt og i en vis varighed. Når der er forsinkelse af tømningen af maden fra mavesækken til tarmen, kommer virkningstiden af insulinen ikke til at passe. Det kan give blodsukre, der er svære at regulere.

Vær opmærksom på, at højt blodsukker også kan forsinke tømningen af mavesækken. Det kan give samme symptomer, uden at der er tale om gastroparese.

Øvrige symptomer kan være:

  • halsbrand
  • sure opstød
  • kvalme og/eller opkastning
  • tidlig mæthedsfornemmelse
  • diarré
  • forstoppelse
  • følelse af at være oppustet
  • appetitløshed

Det er kun 2-5 % af alle personer med gastroparese, der oplever disse svære symptomer.

Du kan helt eller delvist afhjælpe symptomerne vha. af tilpasning af din mad. Kostomlægning helbreder ikke tilstanden, og det er individuelt, hvad der fungerer. God regulering af blodsukker kan også mindske symptomer.

Læs mere om mad og gastroparese

Hvordan undersøges gastroparese?

Da symptomerne på gastroparese også ligner symptomer på andre lidelser, kan det være meget svært at stille den rette diagnose.

Mange undersøges med kikkertundersøgelser af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Dog finder man ofte ingen tegn på sygdom.

Hvordan behandles gastroparese? 

I langt de fleste tilfælde behandles gastroparese gennem diæt og blodsukkerkontrol.

Første behandlingstrin, når diagnosen er stillet, er derfor diæt-forskrifter, som kan hjælpe en stor del, og hovedsageligt de lettere tilfælde.

Nogle af de kostråd, som normalt tilrådes mennesker med diabetes, er ikke hensigtsmæssige i forbindelse med gastroparese.

Der er få medicinske behandlinger, som er effektive, og de kan ikke hjælpe alle. Mange må derfor leve med tilstanden. Det er almindeligt, at tilstanden kan gå i ro i kortere perioder for så at vende tilbage, og sådan kan det fortsætte. Det har naturligvis en negativ effekt på livskvaliteten hos de mennesker, der lider af svær gastroparese.

For mennesker med diabetes og gastroparese kan det være en god ide ofte at måle blodsukker. Især blodsukkerniveauet efter måltiderne er vigtigt, fordi det er på dette tidspunkt, gastroparese forstyrrer fordøjelsen.

Hvad kan jeg gøre for at forebygge gastroparese? 

Gastroparese forebygges ved at have en god diabeteskontrol, så du undgår at beskadige nerverne i kroppen. Desuden kan lidelsen lindres ved at spise en kost, der er let fordøjelig. 

Forhøjet blodsukker over længere tid kan medføre autonom neuropati. Ny teknologi gør det muligt at blive undersøgt for neuropati. Tal med din læge.

Senest opdateret:
20-05-2015
Sideansvarlig
Mikala Dømgaard Analyse- og projektkonsulent, cand.scient. i folkesundhedsvidenskab