Hvordan bliver jeg undersøgt for hjerte-kar-sygdomme?

Når du har diabetes, er det utrolig vigtigt, at du passer dine kontroller, så der hele tiden er styr på dine tal, og om din behandling evt. skal justeres. Din behandler vil løbende holde med dit blodtryk, kolesteroltal og BMI.

Blodtryk

Hver 3. måned skal du have tjekket dit blodtryk. Det systoliske blodtryk (det høje) bør ligge under 130 mmHg (ved nyresygdom under 125 mmHg). Det diastoliske blodtryk (det lave) bør ligge under 80 mmHg (ved nyresygdom under 75 mmHg).

Kolesteroltal

Der findes to typer af kolesterol:

  • LDL (det ”lede” kolesterol) – det farlige kolesterol, som ikke må være for højt.
  • HDL (det ”herlige” kolesterol). Det gode kolesterol, som ikke er skadeligt.

Fedtindholdet i blodet er bestemt af arvelige forhold og livsstil. Kolesterolmålene er sat lavere for diabetikere på grund af den øgede risiko for åreforkalkning.

Mindst én gang om året skal du have tjekket dit kolesteroltal. Dit totalkolesterol bør ligge under 4,5 mmol/l (ved hjertekarsygdom under 4,0 mmol/l). Dit LDL-kolesterol bør ligge under 2,5 mmol/l (ved hjertekarsygdom under 1,8 mmol/l).

Ofte får du ved samme lejlighed også målt dit HDL-kolesterol og et andet mål for fedt i blodet, triglycerider. Dit fedtindhold i blodet er bestemt af arvelige forhold og livsstil. De fire målinger (totalkolesterol, LDL, DHL, triglycerider) mål er vigtige for, at du selv kan forebygge, og/eller lægen kan behandle åreforkalkning mest optimalt.

Læs mere om fedt i maden

Læs mere om kolesterol

BMI

Hvis du er overvægtig, skal du også vejes, eller dit taljemål skal måles. BMI er et udtryk for kropssammensætningen, og det bør være under 30.

BMI udregnes ved at dividere vægten i kilo to gange med højden i meter (f.eks.: 70 kg divideret med 1,70 m divideret med 1,70 m). Også taljemålet er et godt redskab for evt. overvægt. Mænd bør have et taljemål under 102 cm, og kvinders taljemål bør være under 88 cm.

Livsstilsfaktorer som motion, kost og rygning skal også snakkes igennem med lægen mindst én gang om året.

Senest opdateret:
21-05-2015
Sideansvarlig
Mikala Dømgaard Analyse- og projektkonsulent, cand.scient. i folkesundhedsvidenskab