"Diabeteslæger er forbeholdne"

Den nye operation for neuropati, som kirurgen Christian Bonde har introduceret i Danmark, får en blandet modtagelse. Operationen hjælper ikke generelt mod diabetisk nervesygdom, men kun på udvalgte patienter. Tre fremtrædende diabeteslæger kommer her med deres mening om operationen.

Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen
Artiklen er fra medlemsbladet maj 2012.

Niels EjskjærAfdelingslæge, ph.d. Niels Ejskjær fra Aarhus Universitetshospital er ekspert i neuropati. Han kender til operationstypen, som bruges i håndkirurgi, og understreger, at det kun er en særlig type patienter, som kan få gavn af operationen, nemlig dem, som oplever en kompression af nerverne:

- Behandlingen har bestemt sin plads. Men det er særdeles vigtigt, at det er de rette patienter, der opereres, så det kræver meget grundige undersøgelser af den enkelte, før operation kan være en mulighed. Ligesom behandling af neuropati er en specialistopgave, er operationer for neuropati det i endnu højere grad, siger Niels Ejskjær.

 

Overlæge, ph.d. Knud Yderstræde, Odense Universitetshospital, er en Knud Yderstrædeaf de diabeteslæger, der beskæftiger sig meget med neuropati. Han mener, at en lille del af patienterne måske kan have gavn af operationen:

- Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg tror, at nogle patienter vil have gavn af operationen. Men man skal i særklasse være opmærksom på at udvælge patienterne, for man må endelig ikke tro, at man kan operere sig ud af neuropati. Det kunne være en attraktiv behandling til en lille gruppe individer med diabetisk neuropati, men vi savner opgørelser af behandlingens effekt på længere sigt.

 

Lise TarnowProfessor, overlæge, dr.med. Lise Tarnow fra Steno Diabetes Center har uden resultat forsøgt at finde det såkaldte Tinels tegn, som skulle karakterisere patienter, der kan være egnede til operation, på benene hos et par håndfulde af sine patienter:

- Jeg er ikke overbevist. Hvis der er et tryk på nerven, så kan det afhjælpes ved en operation. Det kender man fra håndkirurgi, men jeg mener ikke, den videnskabelige evidens for, at det kan afhjælpe diabetisk neuropati på benene, er stærk nok. Jeg ville ikke anbefale operation til mine patienter.

 

Senest opdateret:
21-05-2015
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet