TænderDe mest almindelige problemer, mennesker med diabetes oplever i mundhulen, er tandkødsbetændelse og paradentose. Undersøgelser har vist, at mennesker med diabetes med langvarige forhøjede blodsukkerværdier oftere får tandkødsbetændelse og paradentose. Sygdommene er ofte alvorlige hos folk med diabetes, bl.a. fordi sår i munden kan have sværere ved at hele.

Andre mundlidelser som nedsat spytproduktion, svampeinfektioner og mundtørhed kan også opstå. Derudover skal du passe på huller i tænderne.

Der er desuden en sammenhæng mellem alvorlige paradentoseskader og udviklingen af følgesygdomme som nyresygdom og hjertekarsygdom.

Læs artiklen "Din tandsundhed spiller sammen med diabetes"

Hvad er tandkødsbetændelse?

Tandkødsbetændelse opstår, fordi tænder og tandkød ikke bliver holdt rene nok. Langs tandkødet og i tandkødslommerne vokser der mange bakterier, og efter bare 24 timer uden tandbørstning er der dannet bakteriebelægninger, som kan give betændelse i tandkødet.

Hvis belægningerne får lov til at sidde længe, kan de forkalkes til tandsten. De sætter sig oftest bagved fortænderne i undermunden og ud for kindtænderne i overmunden.

Sundt tandkød er blegrødt, stramt og fast, og overfladen er let nubret. Tandkødet ligger stramt ind til tænderne, og det bløder ikke ved tandbørstning.

Usundt tandkød er rødt og hævet, det bløder ofte ved tandbørstning, og det kan være ømt.

  • Regelmæssige undersøgelser hos tandlægen er meget vigtige.
  • Det er nødvendigt at få tandrensninger, så tandsten og bakterier i tandkødslommerne bliver fjernet.
  • Symptomerne ved tandkødsbetændelser er blødning og ømhed ved både tandbørstning, og når du spiser. 
  • Paradentose giver først symptomer, når tilstanden er meget langt fremskreden. Det sker i form af løse tænder. 
  • Blødning kan være et forvarsel om, at der er paradentose i optræk, og du bør derfor opsøge sin tandlæge. 

Hvad er paradentose?

Hvis tandkødsbetændelsen ikke stoppes, vil betændelsen i mange tilfælde arbejde sig ned langs tandroden og angribe tandknoglen. Så har du udviklet paradentose.

Du skal have haft diabetes i mange år, før man kan tale om, at paradentosen påvirkes direkte af diabetes.

Ved paradentose kan tænderne miste sit fæste i kæben. Tænderne bliver derfor løse og kan til sidst falde ud. Du kan have fremskreden paradentose uden selv at kunne mærke det. Tænderne er måske lidt løse og tandkødet lidt ømt, men der er ikke nødvendigvis tandpine. Der kan være dårlig smag i munden, måske dårlig ånde, og det kan bløde, når man børster tænder. Men det er som sagt ikke sikkert, at du mærker noget.

En alvorlig paradentose kan være et varsel om andre følgesygdomme som nyre- eller hjertesygdom. Bliv derfor tjekket for følgesygdomme hos din læge, hvis du får konstateret paradentose.

Hvad er årsagen til tandsygdomme?

Diabetes reducerer kroppens immunforsvar, hvilket giver en nedsat resistens, og derfor får mennesker med diabetes nemmere infektioner i tandkødet.

Er dit blodsukker desuden højt, indeholder spyttet også mere sukker, og det er med til at give bakterierne i munden gode vækstbetingelser. Et forhøjet blodsukker i længere perioder øger derfor risikoen for tandkødsbetændelse og huller i tænderne. 

Hvad er symptomerne for tandsygdomme?

Symptomer

Hvis du mærker til et eller flere af nedenstående symptomer, bør du opsøge din tandlæge:

  • blødende tandkød
  • rødt, hævet eller ømt tandkød
  • pus mellem tænder og tandkød når man trykker på tandkødet
  • vedvarende dårlig ånde eller smagsforstyrrelser
  • tænder der bliver løse
  • ændringer i måden dine tænder passer sammen, når du bider sammen
  • ændringer i pasformen af en eventuel delprotese

Symptomerne ved tandkødsbetændelse er blødning og ømhed ved både tandbørstning, og når du spiser.

Paradentose giver først symptomer, når tilstanden er meget langt fremskreden. Det sker i form af løse tænder. Blødning kan være et forvarsel om, at der er paradentose i optræk. Du bør derfor opsøge din tandlæge.

Skal jeg undersøges for tandsygdomme?
Når du har diabetes, bør du regelmæssigt gå til tjek hos din tandlæge. Her vil tandlægen undersøge din mund og konstatere eventuelle tandsygdomme. Aftal hyppigheden af kontrolbesøg med din tandlæge.

Læs om andre tandlidelser

Hvordan behandles tandsygdomme?

Hvis tandkødsbetændelse opdages i tide, kan den helbredes. Behandlingen er oftest den samme som forebyggelsen, da den går ud på at fjerne bakteriebelægningerne.

Ved paradentose kan du ikke selv fjerne bakteriebelægningerne i de dybe tandkødslommer. Det skal gøres af en tandlæge eller tandplejer.

Ofte er gentagne tandrensninger nok, men nogle gange kan det være nødvendigt at operere. Ved operationen fjernes noget af tandkødet, så tandkødslommerne bliver mindre.

Hvordan kan jeg forebygge tandsygdomme?

Hvis din diabetes ikke er optimalt reguleret, kan den bidrage til udviklingen af tandsygdomme som tandkødsbetændelse og paradentose. Det er derfor vigtigt, at du går til regelmæssig kontrol hos din tandlæge.

Desuden er tandbørstning altafgørende for en god mundhygiejne. Du bør børste tænder med fluorholdig tandpasta to gange dagligt. Tandbørstning er dog ikke altid nok til at rense helt inde mellem dine tænder. Derfor anbefaler vi, at du dagligt bruger tandtråd, tandstikker eller melelmrumsbørte.

Regelmæssige undersøgelser hos tandlægen er meget vigtige, da kun tandlægen kan give dig de nødvendige tandrensninger, så tandsten og bakterier i tandkødslommerne fjernes. Vi anbefaler, at du går til tandlægen mindst to gange årligt. 

Derudover er en god diabeteskontrol med til at holde risikoen for tandsygdomme nede. For at undgå tandproblemer er det derfor helt afgørende at holde et stabilt og fornuftigt blodsukkerniveau og undgå sukkerholdig mad og drikke.

Undgå rygning
Rygning kan have stor betydning for tandsygdomme. Nikotin får karrene i tandkødet til at trække sig sammen, så selvom du har tandkødsbetændelse eller paradentose, bløder tandkødet ikke, og det ser sundt ud.

Rygning er også med til at give et større knogletab langs tænderne, uanset hvor godt tænderne børstes. Når du samtidig har diabetes, kan rygning derfor have en endnu alvorligere konsekvens for tænderne.

Læs mere på Tandlægeforeningens hjemmeside

Du kan læse mere om diabetes og mundhulen på Tandlægeforeningens hjemmeside, hvor de har en masse information målrettet personer med diabetes.

Gå til Tandlægeforeningens hjemmeside

Senest opdateret:
20-05-2015
Sideansvarlig
Mikala Dømgaard Analyse- og projektkonsulent, cand.scient. i folkesundhedsvidenskab