Gode råd til rygestop

Hvis du vil forsøge at stoppe rygningen på egen hånd, er her nogle gode råd:

Rygestop

1. Lær dine rygevaner at kende

Du kan sagtens ryge uden overhovedet at tænke over det. Første trin mod at stoppe med at ryge, er derfor at blive klar over, hvorfor og hvornår du ryger.
Brug nogle få dage til at skrive ned, hvornår du tager en cigaret. Vær ekstra opmærksom på de tidspunkter på dagen, hvor du typisk har tændt en cigaret. For mange er det for eksempel, når de har spist eller dyrket sport.
Lav en plan for, hvordan du kan undgå eller takle disse situationer i den første tid efter rygestoppet.

2. Giv dig selv belønninger

Lav en plan for, hvad du vil belønne dig selv med for at lade være med at ryge. Hold fast i belønningerne, så du kan fastholde dit rygestop. Det er vigtigt, at dine belønninger ikke består i mere mad eller søde sager.

3. Søg støtte

At holde op med at ryge er ofte lettere med hjælp fra venner, familie og kolleger. Før du stopper, kan du lave en liste over dine støttepersoner. Fortæl dem, hvordan de bedst kan støtte dig. Bed dem om at være tålmodige, forstående og opmuntrende. At holde op er særligt svært, hvis du lever sammen med en ryger. Kunne I mon begge stoppe, når det nu betyder så meget for dig og din diabetes?
Fortæl rygere i din omgangskreds om din grund til at holde op. Vær sikker på, at de forstår din situation. Og bed dem om ikke at friste dig, når du holder op.

4. Lær at slappe af

Du har måske brugt cigaretterne tidligere for at fjerne spændinger, og når du var stresset. Da rygning ikke er en sund kilde til afspænding, må du finde alternativer, der giver dig glæde og får dig til at føle dig afslappet.

5. Hav sunde snacks klar

Din appetit kan ændre sig, når du holder op med at ryge. Du vil måske få mere lyst til søde sager og bruge spisningen som en erstatning for at ryge. For at undgå at spise meget fedende mad og tage på i vægt, skal du sørge for at have sund mad klar, hvis trangen til noget at spise opstår. Det kan for eksempel være gulerods- eller agurkestænger.

6. Slå trangen med fysisk aktivitet

Fysisk aktivitet er ikke bare godt for din diabetesregulering. Motion er også med til at regulere din appetit. Og den arbejder med, når du skal slås mod trangen til en cigaret. Lad derfor motionen tage rygningens eller spisningens plads i din hverdag.

7. Sæt en dato for dit tobaksstop

Vælg en dato for, hvornår du vil holde op. Skriv den ned, fortæl andre det og arbejd mod at være røgfri fra morgenen på den dag, du har valgt.

Hjælp og mere information

Du kan få mere at vide om rygningen og rygestop hos egen læge. Eller hos: 

  • Stop-linjen – gratis rådgivning, tlf. 80 31 31 31
  • Call & Quit, tlf. 80 20 08 08 (for unge)

Flere oplysninger

www.sst.dk

www.cancer.dk

www.apoteket.dk

www.xhale.dk

www.sundhed.dk 

Senest opdateret:
26-05-2015
Sideansvarlig
Mikala Dømgaard Analyse- og projektkonsulent, cand.scient. i folkesundhedsvidenskab