"Jeg ville bare være som de andre"

20130803_Diabetes _Daniel Olling 01

Foto: Nils Lund Pedersen

Daniel Olling ville ikke gå glip af noget, bare fordi han havde type 1-diabetes. Det resulterede i, at han måtte droppe ud af fire ungdomsuddannelser – en prioritering, han fortryder i dag.

Tekst: Helen H. Heidemann. Artiklen er fra medlemsbladet september 2013. 

Torsdag, fredag og lørdag var lig med masser af alkohol, glade dage i byen med vennerne og et tårnhøjt blodsukker. Søndag foregik på sofaen. Og weekenden blev efterfulgt af en tyngende træthed og manglende koncentration, fordi blodsukkeret kørte op og ned.

Sådan så hverdagen ud for Daniel Olling, da han var 18 og fem år frem.  

- I dag fortryder jeg, at jeg havde nogle år, hvor jeg slet ikke passede min diabetes. Jeg ved, at det øger risikoen for følgesygdomme. Og når jeg engang får børn, vil jeg gerne se dem vokse op i stedet for at gå og være blind, siger Daniel og tilføjer:

- Jeg tænker da også på, at jeg kunne have været færdiguddannet nu, men i stedet er i gang med en gymnasial uddannelse i en alder af 26 år.

Var diabetesduks

Daniel fik type 1-diabetes som 14-årig. De første år passede han sin sygdom rigtigt godt.

- Jeg var meget nørdet omkring min diabetes. Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev høj eller lav. Og alle mine blodsukre blev til grafer og statistikker på computeren – måske var jeg for entusiastisk.

Efter at have været lidt af en diabetesduks fulgte teenageoprøret. Det kom i kølvandet på skiftet fra børne- til voksenambulatoriet, som var svært for Daniel. På børneambulatoriet på Kolding Sygehus mødtes han hver tredje måned med en gruppe jævnaldrende. På voksenambulatoriet på et nyt sygehus var det op til ham selv at booke tid og vælge, hvad der skulle snakkes om.   

Fra børne- til voksenambolatorium

Alt for mange unge oplever, at deres behandling kører helt af sporet i ungdomsårene. Derfor bør unge have et skræddersyet tilbud i overgangen fra børne- til voksenambolatoriet på sygehusene. Det mener Diabetesforeningen, som har opfordret Sundhedsstyrelsen til at sikre ens retningslinjer på området.

- På børneambulatoriet blev der taget hånd om os, og de spørgsmål, vi kunne have, blev hevet ud af os og besvaret. På voksenambulatoriet blev ansvaret lagt over på én selv, og det var jeg ikke moden til, siger han og tilføjer:  

- Jeg valgte at fokusere på det sociale. Jeg ville bare være som de andre og ikke gå glip af noget, fortæller Daniel, som nåede at starte og stoppe på både HTX, HG, HH og et grundforløb som murer.

Ven døde efter druktur

Det var ikke bevidst, at han valgte skolen fra. Men byturene tærede så meget på ham, at han ikke havde energi til at gøre en indsats på skolebænken.

Én af drengene fra gruppen på børneambulatoriet døde af lavt blodsukker efter en bytur.

Det var et stort chok for Daniel. Trods det var han ikke god til at måle sit blodsukker, når han kom hjem fra byen – for at være på den sikre side lod han derfor helt være med at tage sin langtidsvirkende insulin i weekenderne.

Han vidste godt, at hans langtidsblodsukker lå alt for højt. Derfor gik han slet ikke til kontrol i den periode, for så undgik han helt at blive konfronteret med, hvordan det gik.

Ungegruppen blev en ny start

Da Daniel for to år siden flyttede til Aarhus for at begynde på HF, havde han lysten til, at det skulle gå bedre. Men han havde svært ved at sparke sig selv i gang.

- Jeg var blevet ældre og begyndt at tænke over min fremtid. Jeg faldt over Diabetesforeningens Ungegruppe på Facebook – og jeg har været med hver måned siden. I ungegruppen kan jeg dele problemer og erfaringer med ligesindede. Og det skal man altså ikke undervurdere betydningen af. Det motiverede mig til at begynde på en frisk.   

I dag ligger langtidsblodsukkeret på 5,3, og Daniel er kasserer og bestyrelsesmedlem i ungegruppen. Han drømmer om at uddanne sig til ejendomsmægler, når han er færdig med HF.

Senest opdateret:
22-01-2015
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet