"Sig højt, at du vil have det bedre"

Ekspert Anne Mose

Psykolog Anne Hvarregaard Mose
Foto: Bjarke Ørsted

Mange med diabetes spørger ikke om hjælp til at håndtere stress, frygt og vanskeligheder ved at passe sygdommen. Det skal siges højt, hvis der skal skaffes bedre hjælp til håndtere de psykiske følger, som mange med diabetes oplever, siger psykolog Anne Hvarregaard Mose.

Af Mette Volander, journalist hos Diabetesforeningen. Artiklen er fra medlemsbladet november 2014. 

Hvad hæfter du dig ved i Diabetesforeningens undersøgelse om diabetes og psykiske vanskeligheder?

- Det, som jeg hele tiden støder på: At rigtig mange oplever, at diabetes på den ene eller anden måde belaster dem psykisk og trivselsmæssigt. Undersøgelsen bekræfter, at mange med diabetes kæmper med træthed, stress, bekymring, uro og problemer med at acceptere sygdommen selv efter mange år. Dertil kommer en gruppe, som har en egentlig angstlidelse eller en depression.

I undersøgelsen peger hver tredje af dem, der siger, at de har problemer på, at de har en depression – det er et meget højt tal?

- Det er vigtigt at huske, at tallet afspejler, hvordan svarpersonerne selv oplever, at de har det. Det er virkeligheden for dem. Når det er sagt, ved vi, at der er en vis øget risiko for depression, når man har diabetes – især hvis man er mindre godt reguleret. Men depression og andre psykiske lidelser hos mennesker med diabetes er kun den øverste top af isbjerget. Mange flere med diabetes har en hverdag præget af stress, uro, ængstelse og træthed.

Hvordan hænger krop og psyke sammen, når man har diabetes?

- Diabetes er uden sammenligning den mest belastende af alle kroniske sygdomme, når det gælder det arbejde, som sygdommen kræver. For nogle belaster det psyken, energien og humøret rigtig meget. Det dårlige humør påvirker i negativ retning evnen til at passe sygdommen. Og dårligere egenomsorg fører til svingende eller for højt blodsukker – som igen påvirker psyken og humøret negativt. Og så har du en ond cirkel, hvor tingene kører i ring og fører til dårligere og dårligere livskvalitet.

Hvorfor er det svært for mange med diabetes at bede om hjælp?

- Mange – især dem, der har haft diabetes i årevis – har vænnet sig til en tilværelse med forringet livskvalitet. De er helt generelt alt for pæne. Ikke mange råber op. Måske på grund af dårlig samvittighed og fokus fra behandlerens side på tal, værdier og blodsukkermålinger. Men den eneste vej frem er at tage hul på det, der er svært. Behandlerne er de senere år heldigvis blevet meget mere opmærksomme på de psykiske problemer, som kan følge med diabetes.

Hvordan ved man, om ens problemer skyldes svingende/for højt blodsukker eller psyken?

- Man kan ikke skille tingene ad. Min erfaring er at for at arbejde med de psykiske vanskeligheder, skal man hjælpe patienten til at tage bedre hånd om egenomsorg og blodsukker. Når en dårlig reguleret diabetespatient første gang kommer til mig og fortæller om pres, dårlig samvittighed og skyld, spørger jeg altid, “ønsker du selv at være bedre reguleret?” For de fleste er det helt nyt. At sige højt, at man selv ønsker at ændre noget, gør for mange hele forskellen til at tage fat på at fjerne de sten på vejen, der forhindrer dem i at leve bedre med sygdommen.

Har du et konkret eksempel på sammenhængen?

- Jeg har mange. Blandt andet en 50-årig mand, som har haft type 1-diabetes i 30 år. Han er henvist på grund af dårlig regulering og er angst for følgesygdomme. Men hvis han er bekymret for følgesygdomme, hvorfor sørger han så ikke “bare” for at være bedre reguleret? Ja, det er fordi, at han er angst for lavt blodsukker. På grund af det sørger han for konstant at have et lidt for højt blodsukker, og så stiger angsten for følgesygdomme. Sammenhængen mellem blodsukker og psyke er uhyre kompliceret.

Rigtig mange lever heldigvis med diabetes, uden at den belaster dem psykisk. Hvad er det, de kan?

Vi ved det ikke. Vi kan bare se, at en stor gruppe ikke er belastede. Måske har de en mere styrbar diabetes end andre? Nogle er også mindre disponerede for stress og psykiske lidelser end andre. Opvækstvilkår spiller også ind, ligesom uddannelsesniveau, arbejdsbetingelser og socialt netværk betyder meget. Alligevel ved vi stort set ingenting om, hvorvidt den enkeltes ressourcer gør det mere eller mindre belastende at passe en diabetes – eller om det har betydning for, hvor velreguleret den enkelte er. 

Senest opdateret:
22-01-2015
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet