Under din graviditet

Gravid _mave _2Det er en god ide, at du ofte måler dit blodsukker (4-7 gange dagligt), når du er gravid. Mål blodsukkeret før og efter hvert hovedmåltid og igen inden sengetid.

Dårlig diabetesregulering tidligt i graviditeten

Du skal være opmærksom på, at en dårlig diabetesregulering tidligt i graviditeten, hvor den følsomme udvikling af organerne finder sted, menes at være den væsentligste årsag til den øgede hyppighed af misdannelser. De almindeligste misdannelser rammer hjerte, blodkar, centralnervesystemet og skelettet.

Risiko for misdannelser

Tidligere var risikoen for medfødte misdannelser betydeligt større for børn af kvinder med type 1-diabetes sammenlignet med andre børn. Heldigvis er risikoen blevet meget mindre de senere år, fordi behandling og kontrol er blevet meget bedre. Der er dog stadig en øget risiko for misdannelser hos fosteret, hvis din diabetes ikke er velreguleret i starten af graviditeten.

Dårlig diabetesregulering senere i graviditeten

En dårlig diabetesregulering senere i graviditeten kan i høj grad påvirke fosterets vækst og kropssammensætning samt dets insulinproduktion.

Som nyfødte er disse børn kraftigt overvægtige og har en højrød ansigtskulør. De insulinproducerende celler i barnets bugspytkirtel er forstørrede og indeholder store mængder insulin. En sandsynlig forklaring på denne påvirkning af fosteret er moderens forhøjede blodsukkerniveau.

Hvis blodsukkerværdierne er høje hos moderen, bliver de også høje hos fosteret. Hos fosteret fører det høje blodsukker til en forøget insulinproduktion. De store insulinmængder i fosterets blod bevirker, at den øgede tilførsel af glukose fra moderen lagres som fedt og øger fostervæksten, specielt i de sidste 12-14 graviditetsuger.

Den kraftige vækst kan også påvirke moderkagen til at blive betydelig større end normalt, ligesom dannelsen af fostervand kan være forøget. Store mængder fostervand sammen med et stort foster forøger livmoderens størrelse, og dette kan føre til, at fødslen går i gang for tidligt.

Du bliver fulgt nøje

Det er vigtigt, at dine behandlere og din jordemoder følger dig nøje, når du er gravid. Aftal med ambulatoriet eller din behandler, hvor ofte du skal til kontrol i denne periode.

Ved kontrollerne får du undersøgt dit blodsukker, HbA1c, vægt og blodtryk. Du får også tjekket urinen for bakterier, æggehvidestof og glukose.

Formålet med kontrollen er at opnå blodsukkerværdier så tæt på det normale som muligt. Du bør stile efter følgende målværdier:

  • Før måltider: Mellem 4 og 6 mmol/l
  • Efter måltiderne: Mellem 4 og 8 mmol/l
  • HbA1c: Mindre end 6 % og gerne under 5,6 % i slutningen af graviditeten

Hyppigheden af kontrollerne kan variere lidt fra sted til sted.

Sideløbende med kontrollerne i ambulatoriet følger du sideløbende de almindelige jordemoderkonsultationer.

Du vil også blive tilbudt ekstra øjenundersøgelser, ligesom man er opmærksom på symptomer på en eventuel begyndende svangerskabsforgiftning og nyrepåvirkning (forhøjet blodtryk og æggehvidestof i urinen).

Svangerskabsforgiftning

Svangerskabsforgiftning forekommer hyppigere hos diabetikere end normalt. Det gælder især de kvinder, der har æggehvidestof i urinen eller forhøjet blodtryk før graviditeten.

Senest opdateret:
18-05-2015
Sideansvarlig
Mikala Dømgaard Analyse- og projektkonsulent, cand.scient. i folkesundhedsvidenskab