Forværring af følgesygdomme under din graviditet

Hvis du har følgesygdomme på øjne eller nyrer pga. din diabetes, må du sammen med behandlerne vurdere din risiko for, at de forværres under en graviditet. I de fleste tilfælde kan du forebygge, at de forværres.

Diabetespatienter med mangeårig diabetes kan have følgesygdomme i de små kar i øjets nethinde eller i nyrerne.

Øjne

Forandringer i nethinden kan være mere eller mindre alvorlige, men forløber i de fleste tilfælde fredeligt i graviditeten. Ved svære forandringer er der dog en øget risiko for forværring. Du bør derfor få undersøgt dine øjne både før og under graviditeten, så din behandler tidligt kan iværksætte en eventuel behandling.

Nyrer

Første tegn på en begyndende nyreskade er æggehvidestof i urinen. Senere kan blodtrykket blive forhøjet og endelig kan selve nyrefunktionen blive påvirket.

Hvis din nyrefunktion er påvirket allerede inden graviditeten, er der en risiko for en yderligere forværring under graviditeten.

Senest opdateret:
18-05-2015
Sideansvarlig
Mikala Dømgaard Analyse- og projektkonsulent, cand.scient. i folkesundhedsvidenskab