Havearbejde

Når du har type 1-diabetes, har du godt af alle former for bevægelse, der øger din puls og dit åndedræt. Det gælder, uanset om du har diabetes eller ej.

Måske er du allerede meget fysisk aktiv i din hverdag, bliver forpustet og får sved på panden hver dag. Det er godt. For der er mange fordele ved at være fysisk aktiv. Faktisk er det sundere at være overvægtig og i god form end normalvægtig og i dårlig form.

Hvorfor skal jeg være fysisk aktiv?

Fysisk aktivitet har først og fremmest en positiv effekt på dit blodsukker, kolesteroltal og blodtryk. Når kroppen får lov at arbejde, hjælper du den til at øge sukkeroptagelsen i musklerne og sænke insulin- og sukkerniveauet i blodet.

Derudover belastes kredsløbet, muskler og knogler – og det er godt for din krop. Regelmæssig fysisk aktivitet øger følsomheden over for insulin og forebygger udviklingen af følgesygdomme til type 1-diabetes.

Når du er fysisk aktiv, forbrænder du desuden energi. Det betyder, at hvis du ikke spiser mere, end du plejer, vil du tabe dig. Måske har din læge anbefalet, at du skal motionere for at sænke dit kolesteroltal, tabe dig eller noget helt tredje. Uanset grunden følger der en masse andre fordele med, når du bevæger dig.

Mange muligheder for aktiviteter i hverdagen

Din hverdag er fuld af muligheder for at være fysisk aktiv - og det tæller det hele.

Allerbedst er det, hvis du bliver forpustet og får sved på panden:

  • lav havearbejde
  • gå en aftentur
  • gå tur med hunden
  • gør rent
  • hop i trampolin med børnebørnene
  • vælg cyklen til de korte ture i stedet for at tage bilen
  • stå af bussen et stop før du skal af, og gå det sidste stykke
  • gå rundt i stuen, når du taler i telefon
  • tag på shoppingtur
  • dans
  • dyrk sex

Fordele ved en aktiv hverdag

Der er mange fordele ved at have en aktiv hverdag. En aktiv hverdag:

  • sænker dit blodsukker, blodtryk og kolesteroltal
  • forebygger følgesygdomme
  • øger dit psykiske og fysiske velvære
  • øger virkning af insulin, så din krop bedre kan optage sukkeret fra blodet
  • medvirker til vægttab sammen med kostændringer
  • har gunstig indflydelse på søvn og fordøjelse
  • modvirker stress, depression og angst
  • opbygger og bevarer muskler
  • giver bedre hjertefunktion
  • styrker knoglerne
  • giver bedre appetitregulering