"Hvis jeg bliver mærkelig ..."

Christine har sjældent gener på grund af sin type 1-diabetes på jobbet. Alligevel hænger der en seddel på kontorets opslagstavle med besked om, hvad kollegerne skal gøre, hvis hun bliver ”mærkelig”.

Af Marianne Bom, freelancejournalist


ChristinePå ALT for Damernes redaktion hænger en seddel på opslagstavlen, som er vigtig både for journalist Christine og kollegerne. Sedlen er en ”Hvis-Christine-er-mærkelig-manual”. På den har hun skrevet, hvad kollegerne skal gøre, hvis der er tegn på, at hun har problemer på grund af sin type 1-diabetes.

Første punkt på listen er: ”Hvis hun ikke er kommet kl. 10”, så skal kollegerne ringe hjem til hende. Derefter følger besked om, hvordan kollegerne skal reagere, hvis hun slet ikke svarer eller lyder diffus. På sedlen står også telefonnumre på venner, som er klar til at hjælpe, og for at afdramatisere det hele, har Christine som det sidste punkt 7 skrevet: ”Arbejd roligt videre”.

- Der er ikke risiko for, at jeg dør af det her. Så formålet med listen er at speede processen op, så jeg hurtigst muligt er tilbage igen. Jeg kommer jo altid til mig selv igen, men jeg har det bedst, hvis der ikke går for lang tid, før jeg kommer videre, siger 35-årige Christine.

Det sker sjældent, at Christines kolleger må tage manualen i brug, eller at hun bliver mærkeligt fraværende, når blodsukkeret er lavt. Det er kun sket et par gange i løbet af de godt fire år, hun har arbejdet på ALT for damerne, og Christine vurderer, at hun ikke forsømmer arbejdet mere end gennemsnittet. Hun lever nu på tiende år med diabetes som en fast, tålt følgesvend, og hun er åben om sin sygdom. For eksempel måler hun blodsukker og tager insulin i det åbne kontorlandskab. Men hun var da hellere sin diabetes foruden:

- Man gider ikke risikere at blive en dårlig ansat. Én, der ikke er der, og én, der ikke er til at stole på. Det med at være afhængig af andre og risikere at ligge til byrde for andre, det er rimeligt ærgerligt, siger Christine.

Kage!

På Christines tidligere arbejdsplads, Dagbladet Information, måtte kollegerne en dag ringe efter en af Christines venner. Det gjorde de, da hun sad underligt fraværende og gloede ind i skærmen, umulig at komme i kontakt med. Da vennen dukkede op, var krisen ovre, og Christine sad og guffede kage.

- Der var kommet en kollega forbi med et stykke kage på en tallerken, og jeg sansede, at sådan ét skulle jeg ha’. Men jeg kunne ikke finde ud af at skaffe det selv, så jeg fulgte lige i hælene min kollega og bad om at få hentet et stykke, griner Christine, der ikke er blind for tilværelsens humoristiske aspekter.

Christine bestræber sig på ikke at tage sin sygdom for tungt og huske på, at andre heller ikke kan arbejde 100 procent hele tiden. Men hun synes ærlig talt, at det er pinligt, når blodsukkeret driller.

- Det er død pinligt, når jeg pludselig sidder dér og ikke er til at komme i kontakt med. Det er altid pinligt, når man er anderledes. Men det ville være endnu mere pinligt, hvis kollegerne ikke vidste, at det skyldes diabetes, siger Christine.

Senest opdateret:
26-03-2014
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet