"Jeg ønsker ikke at skilte med min diabetes"

Det kan være svært at fortælle kollegerne om sin diabetes. Annette Lillemor Hansen har flere gange valgt at holde sin sygdom hemmelig for at undgå, at der bliver taget særlige hensyn.

Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen

Man kan ikke umiddelbart se på en diabetiker, at han eller hun har et livsvigtigt behov for insulin, og derfor er det som oftest op til den enkelte, om chefen og kollegerne får noget at vide om sygdommen. Annette Lillemor Hansen fra Kolding har valgt en meget afdæmpet holdning til sin diabetes, og den 54-årige har haft flere job, hvor kollegerne ikke fik at vide, at hun havde diabetes.

- Jeg synes, det er svært at være åben om det over for kolleger. Hvis jeg straks fortalte det og holdt et lille foredrag, ville kollegerne måske blive unødigt bekymrede og begynde at tage specielle hensyn til mig, og det ville jeg ikke bryde mig om, fortæller Annette Lillemor Hansen.

Diabetes ikke nævnt til jobsamtale

Annette Lillemor Hansen kom ikke ind på sin sygdom under samtalen forud for hendes nuværende arbejde som støtte-kontaktperson for traumatiserede flygtninge:

- Jeg er sikker på, jeg ikke ville have fået jobbet, hvis jeg havde fortalt det. Man skal være stærk både fysisk og psykisk for at klare det job, jeg har, og det var vigtigt for mig at bevise, at jeg kunne klare det på lige fod med alle andre, siger Annette Lillemor Hansen, som har arbejdet syv år i Kolding Kommune.

Nu ved kollegerne godt, at hun er diabetiker, og hun har aldrig prøvet at holde det hemmeligt ved for eksempel at tage insulin eller måle blodsukker i det skjulte, men alligevel har det betydet meget for hende, at hun selv har kunnet fortælle om sin sygdom eller vælge ikke at fortælle noget.

- Man skal følge sig godt tilpas på sit arbejde, før man fortæller det, lyder rådet fra Annette Lillemor Hansen til andre, som er i tvivl om, hvordan information om diabetes skal gives til kollegerne:

- Det går jo fint nok, og jeg lever ikke et liv, der adskiller sig fra andres. Jeg tæller kulhydrater og holder øje med, hvad jeg spiser, men hvis jeg har lavt blodsukker, så spiser jeg et stykke kage eller andet, og så er jeg frisk igen, siger hun.

Juice og vingummi i tasken

Der har dog har været episoder, hvor kollegerne har undret sig, fortæller Annette Lillemor Hansen:

For eksempel en dag, hvor hun sad ved sin computerskærm og havde fået lavt blodsukker. Mens hun apatisk sad og kiggede på skærmen, diskuterede kollegerne hvad der var i vejen. Det endte med, at de fandt ud af, at hun blot skulle have lidt sødt for at blive nærværende igen.

- Jeg har altid juicebrikker og små poser vingummi på kontoret og i tasken, så der er noget at tage, hvis det er nødvendigt, fortæller hun.

Selv om hun har haft diabetes i næsten tyve år, og det er en integreret del af hendes hverdag, har hun før haft kortere job, hvor kollegerne ikke har fået noget at vide. Faktisk har det været skyld i en regulær hvid løgn engang, afslører Annette Lillemor Hansen:

- Jeg havde engang et vikariat, hvor ingen vidste, at jeg havde diabetes. På en fredags-shoppetur ved juletid fik jeg et ildebefindende på grund af min diabetes, og jeg faldt om i skobutik. Jeg blev kørt på skadestuen og slap med et kæmpe blåt øje. Da jeg kom på arbejde mandag, kunne jeg jo ikke skjule mit blå øje, men jeg fortalte blot kollegerne, at jeg var faldet på en glat trappe derhjemme, siger hun.

Ønsker ikke særbehandling

Grunden til hemmelighedskræmmeriet var, at Annette Lillemor Hansen ikke ville udsætte sig for kollegernes bekymring og ekstra hensyn:

- Jeg synes, det er belastende, hvis alle ser mig som diabetikeren og hele tiden spørger til min mad, min medicin og min hverdag. Jeg har før oplevet, at folk kommer til at blande sig for meget, og køber specielt ind til mig. Det har jeg ikke lyst til. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan klare det samme som kollegerne, siger hun.

De forskellige episoder med lavt blodsukker og ildebefindende får ikke Annette Lillemor Hansen til at blive så bekymret for sin egen sikkerhed, at hun vælger at fortælle kollegerne om sin sygdom:

- Det er faktisk ikke noget, jeg tænker på. Mærkeligt nok har jeg en fast tro på, at jeg selv kan klare det – også selv om jeg har oplevet det modsatte, fortæller hun og understreger, at hun er vant til at kunne klare sig selv. Også på hyppige rejser, hvor hun er af sted alene: Senest var det tre uger i Kairo:

- Der går jeg jo heller ikke rundt med et skilt, hvor der står, at jeg har diabetes, siger hun.

Senest opdateret:
26-03-2014
Sideansvarlig
Michael Korsbæk Journalist