”Omvendt døgnrytme kræver sin mad"

Der er ingen facitliste, som diabetikere med natarbejde kan holde sig til, hvis de skal kunne klare at vende op og ned på døgnrytmen. Det fortæller ledende klinisk diætist på Steno Diabetes Center, Margareta Bensow Bacos. Her giver hun alligevel et par gode råd.

Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen

En hverdag med en stabil rytme er vigtig for langt de fleste mennesker, men for diabetikere kan den være helt nødvendig. Mange diabetikere oplever, at de får svært ved at kontrollere deres blodsukker og derfor bliver utilpasse, hvis de ændrer for ofte på hverdagens rytmer. Det gælder i særlig grad for diabetikere, som på grund af deres arbejde bliver nødt til at vende op og ned på nat og dag. Det kan give store problemer med at fastholde en god hverdag med et stabilt blodsukker.

Derfor har diabetes.dk opsøgt ledende klinisk diætist Margareta Bensow Bacos på Steno Diabetes Center for at høre om hendes erfaringer med at rådgive diabetikere med natarbejde om fornuftige kostvaner.

Først og fremmest slår Margareta Bensow Bacos fast, at der ikke findes særlig meget forskning, som har undersøgt sammenhængen mellem diabetes, natarbejde og kosten. Der er dog ingen tvivl om, at tingene hænger sammen, forklarer den erfarne diætist:

- Der er ingen standardløsninger, for det er forskelligt fra person til person, hvordan man reagerer på ændringer i døgnrytmen ved for eksempel natarbejde. Det gælder også for mennesker uden diabetes. Der er ingen tvivl om, at vores kroppe er indstillet til at følge en rytme, som hænger sammen med lyset: Man ved, at stofskiftet går ned om natten. Derfor er det ikke nogen god idé at spise et hovedmåltid om natten, hvor kroppen ikke er klar til det, lyder det fra Margareta Bensow Bacos.

Tag diætisten med på råd

Hun opfordrer til et større samarbejde mellem læge, sygeplejerske, diætist og diabetiker for at finde den bedste model for kost og insulin for den enkelte. Det vil gøre hverdagen lettere for diabetikeren – med eller uden natarbejde – hvis samarbejdet bliver taget alvorligt frem for at henholde sig til pakkeløsninger, mener hun:

- Det er et håndværk at tilpasse kost og insulin til den enkelte, og det er bestemt muligt med de nye former for insulin, der virker forskelligt. Jeg tror, at med et godt samarbejde kan man få det til at fungere for de fleste, forklarer hun og peger på, at de fleste af de diabetikere, hun har rådgivet om deres kost i forhold til natarbejde, formår at holde deres normale spiserytme med få ændringer.

Margareta Bensow Bacos har i sin karriere talt med og rådgivet utallige diabetikere om deres kost, og hun understreger, at det tager tid at få afstemt kosten til den enkelte – især når omvæltninger i døgnrytmen er involveret.

Selv om hun står fast på, at behovene varierer fra person til person, har hun alligevel råd til diabetikerens kost om natten:

- Man skal spise let mad: Salat med brød af god kvalitet, suppe eller ting som yoghurt, müsli og frugt er gode. Bare det ikke bliver for tungt, for det er kroppen ikke gearet til at optage om natten, siger hun.

Brød af god kvalitet er i diætistens optik for eksempel rugbrød med surdej og omkring 30 procent rug- eller bygkerner. Det betyder ikke noget, om kernerne er knækkede eller hele.

Pas på nattens fristelser

For megen tung kost som for eksempel fast food om natten er en af teorierne om, hvorfor mennesker med natarbejde generelt har et højere BMI (Body Mass Index) end mennesker med normalt dagarbejde. En anden er den, at man er mere tilbøjelig til at spise usunde snacks om natten end om dagen.

Margareta Bensow Bacos mener, begge teorier har sandhed i sig:

- Det er klart, at det vil have en effekt, hvis man spiser for tunge måltider på tidspunkter, hvor kroppen ikke optimalt kan omsætte maden. Samtidig er der en tendens til, at meget natarbejde er stillesiddende og det gælder om at holde sig vågen: Det vil få mange til at spise for ofte og for godt for at holde kunne sig vågen, siger Margareta Bensow Bacos, som ser en særlig udfordring i den sammenhæng for diabetikere med natarbejde:

- Det er godt, hvis man kan holde sig fra at overspise om natten, så man ikke behøver at overdosere sin insulin. Det er vigtigt, siger hun.

Sov godt

Søvn er en selvstændig faktor for natarbejdere, fordi man sover på en anden måde, når det er lyst. Om man så udsætter sig for en ekstra risiko som diabetiker, tør Margareta Bensow Bacos ikke udtale sig om. Men hun giver gerne nogle tips til det måltid, man bør spise, før man lægger sig til at sove om morgenen efter en nattevagt:

- Det skal være et sundt, fiberrigt måltid, som giver en langsom blodsukkerstigning. For eksempel rugbrød med mange kerner, magert pålæg eller ost, gerne med grønt til som peberfrugt, tomat eller andet. Lidt frugt kan man også tage, forklarer hun og skitserer et par forslag:

  • Naturel yoghurt, A38 eller et andet syrnet mælkeprodukt med All Bran Plus eller grovvalsede havregryn, lidt hørfrø, fem mandler og fem valnødder og et stykke frugt for eksempel et æble, en nektarin, en kiwi eller en pære.
  • Kernerugbrød med magert pålæg eller ost, peberfrugt, et kogt æg og en halv grapefrugt.
  • Havregrød på grovvalsede havregryn eller byggrød, omkring halvanden deciliter mælk og et stykke frugt.

Ifølge Margareta Bensow Bacos kan de generelle råd i denne artikel bruges af enhver diabetiker, uanset om man får insulin eller er i tabletbehandling. Dog er det en kendt sag, at faste blodsukkermålinger er ekstra vigtige for de diabetikere, som får insulin.

Senest opdateret:
09-06-2015
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet