"Natarbejde kræver kontrol"

Det kræver et stramt skema, planlagt søvn, motion og en nøje afmålt diæt for sygeplejerske Glennie Grønne at passe både sine nattevagter og sin type 1-diabetes.

Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen
Foto: Martin Dam Kristensen

 

Da Glennie Grønne for et par år siden oplevede en uhørt tørst og tissetrang i dagligdagen, vidste hun godt, at det kunne være et tegn på diabetes. Hun arbejdede dengang på en sygehusafdeling, hvor hun også havde kontakt med diabetikere, så hun kunne godt genkende sine egne symptomer fra de patienter, hun tog sig af i arbejdet.

Glennie 1

Når Glennie Grønne er på nattevagt, hvor hun passer et handicappet barn, måler hun ekstra blodsukre og spiser de "sejeste kulhydrater, jeg kan opdrive", fortæller hun.

- Jeg havde det på fornemmelsen, da jeg en dag kom på arbejde fastende og fik taget en blodprøve. Den viste et blodsukker på 22, og jeg tænkte, at det var mega-uretfærdigt, at jeg skulle have diabetes, for der er ingen i min familie, der har sygdommen, fortæller hun.

Glennie Grønne havde fået konstateret type 1-diabetes og blev sat i insulinbehandling med det samme. I dag er den 34-årige sygeplejerske ikke længere ansat på sygehuset, men har grundlagt sit eget firma, Konekt, som tilbyder coaching, sundhedstjek og alkoholbehandling.

En balancegang

Alligevel må hun stadig tage store hensyn til sin diabetes, for ved siden af firmaet passer hun flere gange hver uge et handicappet barn på nattevagter. Det stiller store krav til hendes kontrol af diabeten.

- Det er en balancegang at ramme et blodsukker, hvor jeg hverken ligger for højt eller for lavt. Når jeg har nattevagter, tager jeg min insulin om morgenen, som jeg plejer, og så spiser jeg morgenmad bestående af de sejeste kulhydrater, jeg kan opdrive. Det skal sikre, at jeg kan sove i mindst seks timer uden at komme til at ligge for lavt og uden, jeg skal op at tisse, fordi det ligger for højt. Jeg skal have de seks timers søvn, lyder opskriften fra Glennie Grønne på at klare en hverdag med natarbejde, som mange diabetikere har det svært med.

Nattevagterne, som går fra klokken 22 til klokken ti næste morgen, gør det nødvendigt for Glennie at være meget striks overfor sig selv for at holde sit skema over mad, insulin og søvn.

- Sådan en morgen med en nattevagt spiser jeg gerne en gulerod, et stykke groft rugbrød med mager ost og holder igen med væsken fra klokken otte, så jeg ikke skal op at tisse, når jeg sover. Hvis jeg vil sove i otte timer, stiller jeg vækkeuret, står op og spiser en gulerod eller et stykke knækbrød mere, før jeg lægger mig igen, forklarer hun.

Udover den stramme styring af mad, væske og søvn løber Glennie Grønne hver dag, fordi ”det tager lige toppen”.

- Jeg lytter til kroppen, for den reagerer ikke ens hver dag, så jeg har et evigt regnskab kørende oppe i hovedet. Men jeg går op i det, så jeg har en lille konkurrence med mig selv for at lægge pænest med blodsukkeret, forklarer Glennie.

Glennie 2

Diabetes gav nyt liv

Det har været nødvendigt for sygeplejersken at omlægge sin livsstil markant, efter hun fik konstateret diabetes: Hun ryger ikke længere, spiller golf og taler meget med sine to børn og sin mand, der er uddannet kok, om mad, sundhed og motion.

- Jeg er da ked af, at jeg ikke kan spise så meget slik, som jeg gerne ville, men det handler om, at man skal finde det, der motiverer en. For mig er det fremtiden med min familie som sund og rask, der gør, at jeg kan følge mit skema, siger Glennie Grønne, som anerkender, at pasningen af diabeten nærmest er blevet en livsstil for hende:

- Jeg tror ikke, jeg ville have haft så aktivt og sundt et liv, hvis jeg ikke havde fået diabetes. Man skal ikke bilde sig selv ind, at der er en nem måde, men hvis man tager sig af sin sygdom, så kan man leve godt og have masser af energi. Man kan ligeså godt gå op i det, for det er kommet for at blive, konstaterer den selvstændige sygeplejerske.

Hendes hverdag med virksomhedsbesøg og samtaler gør, at hun selv kan tilrettelægge sine pauser og tage sig tid til at spise seks måltider om dagen, og nattevagterne hos det handicappede barn er altid stille og rolige. Det er Glennie Grønne godt klar over ikke er tilfældet for de kolleger, hun har, som stadig er på Regionshospitalet Silkeborg. Her kan en nattevagt ikke altid forudsiges.

- Jeg kan disponere efter, at jeg ved, min nattevagt er stille. Alligevel måler jeg blodsukker otte gange hver dag, når jeg arbejder om natten, hvor jeg måske kun tager fem målinger på en normal dag. Men efterhånden kender jeg også sygdommen, så jeg ved, hvor mit blodsukker ligger, hvis jeg får spist alle mine måltider, forklarer hun.

Senest opdateret:
09-06-2015
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet