"Jeg synes, jeg er på overarbejde hele tiden"

38-årige Monika Sivebæk Kousgaard har dårlig samvittighed over de ekstra pauser, hendes type 1-diabetes kræver på arbejdet som social- og sundhedsassistent. Hun har prøvet at få så lavt blodsukker på jobbet, at hendes kolleger måtte ringe efter en ambulance. Det var flovt, synes hun, der ikke tror, hun kan holde til sit nuværende arbejdsliv frem til folkepensionen.

Af Michael Korsbæk, journalist hos Diabetesforeningen.
Foto: Martin Dam Kristensen og Claus Bjørn Larsen.
Artiklen er fra medlemsbladet maj 2015.

Forårssolen titter ind på de lyse gange. Monika Sivebæk Kousgaard
snakker med tre ældre, demente patienter, der er klar til eftermiddagskaffen ved bordet i opholdsstuen. Indimellem kaffeserveringen fylder hun op i skabene, så der er klar til aftenholdet. 

Monika _DK_2180

I travlheden på rehabiliteringscenteret magter Monika ikke altid at justere på sin insulinpumpe, selv om du ved, hun burde. 

Det er vigtigt, alt er klar til aften- og natholdet på Rehabiliteringscentret i Herning, hvor Monika arbejder, for om aftenen og om natten er der langt færre kolleger at trække på. I dag slutter Monikas vagt klokken 15.30, men de næste fire dage er hun på aftenholdet. Det kræver planlægning for den 38-årige social- og sundhedsassistent, som har haft type 1-diabetes, siden hun var 12 år: Får hun tid til at spise og måle blodsukker? Er insulinpumpen indstillet rigtigt til at arbejde i det tidsrum, der normalt er fritid? 

I dag kommer dykkene i blodsukkeret hurtigere og er sværere at mærke: 

– Det er rigtig svært med aftenvagterne især, for der har jeg ansvar for en hel gang med patienter alene. Jeg prøver at regulere med pumpen, men man har bare en anden rytme om aftenen, og hvad nu hvis jeg glemmer at ændre på pumpen igen til dagen efter. Det er endnu en ting at huske på, og nogle gange magter jeg det ikke, fortæller Monika, mens hun går frem og tilbage efter rensevæske til en af de kaffedrikkende patienters høreapparat.

Det var så flovt

Arbejdet som social- og sundhedsassistent med demente patienter er én stor tjekliste. Ved siden af har Monika sin egen mentale dosmerseddel, for hun bliver nødt til at finde tid til pauser eller rolige øjeblikke med tid til at måle blodsukker eller stille på insulinpumpen.

– Min strategi er, at jeg generelt forsøger at ligge højere i blodsukker, når jeg er på aften- og natarbejde. Simpelthen for at undgå de lave blodsukre. Så ligger jeg måske på en 12-15 stykker, hvor jeg burde ligge på det halve, siger hun. 

Halvandet år tidligere – den 22. december – mærkede hun på den hårde måde, at det hævner sig, hvis hun glemmer sine pauser, sin mad og sit blodsukker. Ny med insulinpumpe og gravid med sit tredje barn var hun på en ganske almindelig formiddagsvagt, hvor der som sædvanlig var travlt. Så travlt, at pausen blev droppet for at få patienterne ud af sengen, og det gik ikke godt: Monika gik i stå midt i at hjælpe en patient med at få strømper på.

– Jeg kan ikke selv huske det, men jeg har fået det fortalt. Jeg var helt væk, da mine kolleger kom for at hjælpe mig, og så blev jeg sur, for jeg skulle i hvert fald ikke have hjælp. Jeg gik som en fuld og slog ud til alle sider. Mine kolleger prøvede at give mig honning og sodavand. Bare noget, som kunne få mit blodsukker op, men jeg ville ingenting have.

Det endte med, at kollegerne ringede efter en ambulance, og Monika kom først til sig selv igen på sygehuset:

– Så begyndte jeg at tude, for jeg havde kæmpe skyldfølelse. Det er vildt ubehageligt at have kaldt mine kolleger alt muligt grimt. Det var så flovt, siger hun.

Monika _taske

Monikas håndtaske er fyldt med strimler, druesukker, tromler til fingerprikkeren og ekstra infusionssæt til pumpen.

Aldrig tid til pauser 

Efter den omgang var kollegerne ekstra omsorgsfulde og spurgte ofte: Har du spist? Har du målt blodsukker? Men Monika er taknemmelig for, at der overhovedet var kolleger til stede til at hjælpe. I hendes første job som social- og sundhedsassistent var hun nemlig udekørende og alene. De to måneder var nogle af de værste, husker hun:

– Jeg var hele tiden bagud. Man får et skema med dagens besøg hos borgerne, og første sted skal man for eksempel skifte kateter, sørge for personlig hygiejne, give medicin og lave havregrød. Det har man et kvarter til, men den næste borger er lige efter, og der er ikke taget højde for tre kilometer i morgentrafikken. Jeg havde aldrig tid til at spise eller holde pauser udover i bilen. Det var simpelthen for farligt både for mig selv og mine medtrafikanter, siger hun.

Man skal passe sine ting

Monika _DK_2384

Monikas kolleger kender alt til hendes diabetes, og de accepterer, at hun kan have brug for ekstra pauser.

I dag kender alle kollegerne til hendes diabetes og ved, at hun kan have brug for ekstra pauser, mad og ro til at måle blodsukker. Det accepteres, at hun nogle gange tager et par minutter til at måle blodsukker og spise, hvis hun ligger lavt. Trods forståelsen har hun alligevel dårlig samvittighed.

– Jeg er opdraget til, at man skal passe sine ting. Når en arbejdsgiver har betalt for, at man udfører et stykke arbejde, så skal det også udføres. Hvad jeg måtte have af besvær og problemer, er sådan set ikke arbejdsgiverens problem. Derfor har jeg mange gange haft en enorm skyldfølelse over, at jeg har haft behov for ekstra pauser, eller der har været andre ting med min diabetes, fortæller hun.

Alligevel ville hun ikke være sit arbejde foruden. Samværet med kollegerne, rutinerne på jobbet, og det, at hun kommer afsted og føler sig normal betyder alverden. Samtidig er hendes erfaringer med diabetes ofte en fordel i arbejdet med de ældre patienter, hvoraf flere har type 2-diabetes.

Kæmper for at få det til at køre 

Monikas vagt er slut, og hun sætter kaldeapparatet til opladning og skifter fra uniformsskjorten til civil. Som det altid er, når hun har dagvagt, er det Monika, der henter de tre børn i dagpleje, børnehave og på fritidshjem. Turen går hjem til villaen midt i Herning, hvor det også normalt er Monika, der står for aftensmaden. Dog ikke i dag, hvor Diabetes er på besøg, og ægtemanden Ken tager børnene med op på førstesalen, mens Monika fortæller:

– Gu er det svært. Jeg synes, jeg er på overarbejde hele tiden. Jeg kæmper virkelig for at få arbejde og familielivet til at køre, men det kræver planlægning. Min mand er heldigvis utrolig god til at tage ungerne med på legepladsen eller i svømmehallen, så jeg kan få ro og fred indimellem – for eksempel til at skifte slange på pumpen uden tre børn, der hiver mig i buksebenet.

Monika _DK_2943

Efter fyraften er der hygge med sønnen Valdemar på snart fire år i hjemmet i Herning, hvor Monikas mand indimellem tager børnene med ud, så hun i fred kan skifte sit infusionssæt til pumpen.
Senest opdateret:
19-05-2015
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet