Det blå EU-sygesikringskort

HuskdetblaaDet blå EU-sygesikringskort er din dokumentation for, at du har ret til offentlig behandling.

Hvad dækker det blå sygesikringskort?

Det blå EU-sygesikringskort dækker bl.a.:

  • forretningsrejser og udstationering i op til 1 år
  • arbejdssøgende i udlandet
  • ulønnet praktikophold og studieophold i op til 1 år
  • au pair-ophold i op til 1 år
  • ferie- og studierejser på over 1 måned og op til 1 år

Hvilken behandling har jeg ret til med det blå EU-sygesikringskort?

Det blå EU-sygesikringskort giver dig ret til samme behandling, som borgerne i det land, du rejser i. Det gælder både akut sygdom og tilskadekomst, men også anden sygehjælp som tandlægehjælp eller medicin, som den behandlende læge/sundhedsperson vurderer, er nødvendig under opholdet, afhængigt af bl.a. hvor længe du skal opholde dig i landet og hvilken behandling, der er tale om.

Det betyder også, at der ikke er noget krav om en medicinsk forhåndsvurdering, heller ikke for f.eks. kronikere og alvorligt syge eller for gravide.

Vær opmærksom på, at du er dækket forskelligt afhængigt af, hvor du rejser hen.

Personer med en kronisk sygdom, som f.eks. diabetes, har desuden mulighed for efterkontrol og lignende, hvis en læge i opholdslandet vurderer, at der er behov for det, da der ikke stilles krav om akut behandling.

I hvilke lande er jeg dækket af det blå EU-sygesikringskort?

Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Island, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Har jeg behov for det blå EU-sygesikringskort?

Det afhænger bl.a. af, hvilken rejse du skal på, og om du får behov for behandling under din rejse. Diabetesforeningen anbefaler, at du altid medbringer det blå EU-sygesikringskort, når du rejser i EU og EØS-landene (se oversigten over landene ovenfor).

Hvor kan jeg få det blå EU-sygesikringskort?

Du bestiller det blå EU-sygesikringskort gratis på www.borger.dk – husk dit NemID. Du kan bestille til både ægtefælle og børn i din husstand. Hvis du ikke er i stand til selv at bestille det blå kort digitalt, kan dit lokale borgerservicecenter hjælpe dig.

Bestil det blå kort på borger.dk

Læs mere om det blå EU-sygesikringskort

Hvornår dækker det blå EU-sygesikringskort ikke?

Hvis du rejser uden for EU, Norge, Island, Liechtenstein, Schweiz, Grønland og Færøerne dækker hverken det gule eller det blå kort. Her anbefaler vi, at du tegner en privat rejseforsikring.

Læs mere om privat rejseforsikring

Uheldet er ude og jeg har ikke det blå EU-sygesikringskort – hvad gør jeg?

Selvom du ikke har et blåt EU-sygesikringskort, er du stadig dækket, hvis du opfylder kriterierne for at få kortet.

Er uheldet ude, kan du i hastetilfælde f.eks. ved hospitalsindlæggelse, kontakte din kommune og få udstedt en blanket, der erstatter kortet. 

Senest opdateret:
24-06-2017
Sideansvarlig
Charlotte Rulffs Klausen Chef for Internationalt & jura