Måling  af blodsukker og kulhydrattælling er vigtige redskaber, når du skal regulere dit blodsukker bedst muligt. Der er sjældent to dage, som er ens, så hvad du spiser og drikker, vil sikkert variere fra dag til dag og kan afhænge af, om du er fysisk aktiv, i byen osv. Blodsukkermålinger kan give dig erfaring i, hvordan du reagerer på forskellige sammensætninger af måltider.

Kulhydrat og insulin

At tælle og vurdere kulhydraterne i den daglige mad er et godt redskab, hvis du bruger insulinpumpe eller, hvis du får hurtigvirkende analog insulin i pen til dine måltider.

FodboldspillerI starten kan det være en god idé at veje din mad for at finde ud af, hvor meget kulhydrat der er i den portion, du spiser.

Når du kender mængden af kulhydrater i et måltid, kan du beregne, hvor meget insulin du har brug for til omsætning af kulhydraterne i måltidet (måltidsinsulin). En forudsætning for dette, er at du kender din kulhydrat-insulinratio, dvs. den mængde kulhydrat, der dækkes af en enhed insulin. Dine diabetesbehandlere kan hjælpe dig med udregningen.

Når du doserer måltidsinsulin efter din kulhydratindtagelse, kan du bedre spise forskellige kulhydratholdige madvarer i forskellige mængder, uden at dit blodsukker svinger for meget.

At tælle kulhydrater og dosere måltidsinsulin er et godt redskab til at opnå en bedre blodsukkerregulering. Hvis du også måler blodsukker før måltiderne og ved, hvor meget ekstra insulin du skal lægge til, hvis blodsukkeret ligger for højt – og trække fra ved for lavt blodsukker (korrektionsinsulin) – så har du de bedste redskaber til en god diabeteskontrol og en fleksibel livsstil.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om kulhydrattælling, beregning af kulhydrat-insulinratio mm. i pjecen:

Kulhydrattælling - Sådan tæller du kulhydrater og justerer blodglukose

Billedkort til kulhydrattælling

Billedkortene er lavet som en praktisk hjælp til at lære at tælle kulhydrater i maden.

På hvert billedkort ser du, hvor meget kulhydrat, der er i det produkt, der er vist på billedet. Din diætist kan hjælpe med at bruge billedkortene.

Et sæt billedkort til kulhydrattælling består af 52 kort til brug hjemme, i skolen, i fritidsklubben, hos bedsteforældre osv. Materialet er primært udviklet til børn i alderen 10-14 år, men alle kan anvende dem til at lære at tælle kulhydrater.

Billedkortene viser daglige fødevarer som brød, morgenmadsprodukter m.m., kage, slik, is og fastfood, og hvert kort beskriver kulhydratmængde og øvrig næringsværdi for den pågældende fødevare. Billedkortene er delt op i grønne og gule kort - de grønne billedkort viser sund mad, mens de gule kort viser mindre sund mad.

Middagstallerkenen på billederne er 24 cm i diameter.

Køb billedkortserie til kulhydrattælling i vores netbutik

Du kan også hente billedkortene som en app. Så har du altid billedkortene med dig. Her kan du også lægge nye produkter ind som billedkort i app´en.

Hent vores app til kulhydrattælling

Arbejdspapir

Når du skal bestemme eller vurdere justeringen af din kulhydrat-insulinratio, er det en fordel at skrive ned, hvad du spiser, og hvad din blodglukose er før et måltid og igen 1½-2 timer efter måltidet. Det er en rigtig god måde at lære at tælle kulhydrater på. Samtidig bliver du opmærksom på, om din kulhydrat-insulinratio er korrekt på det pågældende tidspunkt af dagen.

Download arbejdsark, du selv kan udfylde

Grøntsager, frugter og kulhydrattælling

Indholdet af kulhydrat i grøntsager og frugter kan have betydning for blodsukkerstigningen.

Læs mere om grøntsager og kulhydrattælling og se indholdet af kulhydrat i grøntsager

Se liste over indholdet af kulhydrat i frugt

Nødder, kerner og kulhydrattælling

Indholdet af kulhydrat i nødder og kerner kan have betydning for blodsukkerstigningen.

Læs mere om nødder, kerner og kulhydrattælling og se indholdet af kulhydrat i nødder og kerner

Mangler du oplysninger om kulhydratindhold?

Hvis du ikke kan finde information om fødevarers indhold af kulhydrat m.m., kan Fødevarestyrelsens fødevaredatabase måske være løsningen. Databasen indeholder danske fødevarer.

Fødevarestyrelsens fødevaredatabase