"Cykelturen er min tid alene"

Cykelmand

Thomas Falkenberg Dohn elsker det frirum, hans 32 lange mountainbiketur mellem hjem og job, giver ham.
Fotograf: Claus Bjørn Larsen

Thomas Falkenberg Dohn er 44 år, projektleder og har haft type 1-diabetes i 23 år. Han cykler hver dag på mountainbike mellem sit hjem i Fredensborg og jobbet i Gentofte.

Af Mette Volander, journalist hos Diabetesforeningen.
Artiklen er fra medlemsbladet november 2014.

Hvorfor cykler du?
- Fordi cyklen bringer mig til og fra arbejde hver dag året rundt, og fordi turen giver mig alenetid i en travl hverdag. Og så fordi det er vigtigt for mig at være fysisk aktiv og føle, at jeg styrer sygdommen og har friheden til at gøre og spise næsten lige, hvad jeg vil. Da vores gamle Mercedes brød sammen for otte år siden, besluttede jeg mig for at cykle til jobbet hver dag året rundt. For tre år siden skiftede jeg til mountainbiken, for turen blev for ensformig på racercykel. En tredjedel af ruten til mit job i Gentofte går gennem skov, og det nyder jeg. Turen ud kører jeg ad de hurtigere, brede skovstier, og på hjemvejen vælger jeg tit single tracket (et smalt mountainbikespor i skoven, red.).

Hvordan styrer du blodsukkeret?
- Jeg måler blodsukker mange gange dagligt: Når jeg står op, efter min cykeltur til jobbet, før frokost, om eftermiddagen og om aftenen, før jeg går i seng. Jeg bruger insulinpen, og mit langtidsblodsukker ligger på mellem otte og ni procent (64-75 mmol/mol). Jeg ved, det er højt og arbejder langsomt på at få det ned. Men jeg føler, det giver mig en frihed, som jeg sætter stor pris. Så behøver jeg ikke leve alt for planlagt med mad og motion.

Hvilken effekt har træningen?
- Både fysisk og mentalt betyder cykelturene rigtig meget. De gør, at mit kolesteroltal ligger på 1,8, og at jeg kan nøjes med langt mindre insulin. Mentalt giver de mig et kæmpe overskud, som jeg især nyder godt af i jobbet som projektleder. Og samtidig har jeg også energi til at være aktiv i fritiden som frivillig karate- og håndboldinstruktør.

 

Senest opdateret:
22-12-2016
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet