Løb

Din krop er bygget til bevægelse – ikke mindst løb. Løb er en individuel idrætsgren, men du kan sagtens dyrke den med andre. Der eksisterer af samme grund en hel del løbeklubber, som udover løbeture også arrangerer sociale sammenkomster. Løbetræning behøver derfor ikke at være individuel og kedelig.

Læs om Caspers erfaring med løb

Selvom du løber med andre, kan du benytte løb som en konkurrence mod dig selv. Du kan selvfølgelig sammenligne din præstation med andres, men i bund og grund løber du udelukkende mod dig selv. Du vil derfor kunne se dine forbedringer ud fra tidligere resultater: hvor langt du løber, og hvor hurtig du er blevet.

En følelse af frihed

Løb har en afstressende virkning, og du sover f.eks. bedre efter en god løbetur i den friske luft. Dit stressniveau falder ved regelmæssig løbetræning, du får mere energi og bliver gladere for dig selv og dine omgivelser.

Mange løbere beretter om en følelse af stor glæde efter en løbetur. En glæde, som også går under navnet ”Runners high”. Forklaringen er, at længerevarende motion udløser morfinagtige stoffer i hjernen kaldet endorfiner, som virker opmuntrende. I visse tilfælde kan de ligefrem gøre én afhængig af løbeture.

Løbetræning giver dig en stor følelse af frihed. En følelse, som er svær at beskrive. Alle veje ligger åbne, og du er fri til at løbe, hvorhen du vil. Det er en enorm frihed og en følelse, som mange ikke kan undvære i forbindelse med deres løbeture.

Senest opdateret:
19-11-2014
Sideansvarlig
Kirsti Pedersen Motionskonsulent