Kom godt i gang med petanque

Petanque kan spilles som single, double eller triple. I single og double har hver spiller tre kugler - i triple har man to kugler.  Petanque spilles normalt på en hård sand- eller grusbane, men kan også spilles på græs.

Petanque -1

Du kan spille petanque hele året rundt og i hele landet. Om sommeren giver det sig selv, men mange spiller også udenfor om vinteren. Derudover er der rundt i landet klubber, der har petanquehaller, som typisk bliver anvendt om vinteren.

Det kan være en god ide at melde sig ind i en klub. Her får du regelmæssig træning, og du kan finde svar, når der opstår spørgsmål.


 

På Dansk Petanque Forbunds hjemmeside, kan du på følgende link finde alle forbundets klubber

På DGI's hjemmeside kan du læse mere om petanque i DGI-regi

Regler
Træk lod om, hvilket holdt der skal starte. Det hold, der skal starte, tegner en cirkel med en diameter på 35-50 cm. Alle kast i første runde skal foregå med begge fødder inden for denne cirkel.

Det hold som starter, kaster ”grisen” ud i en afstand af mindst seks meter og højest ti meter fra cirklen. En spiller fra samme hold kaster den første kugle - og prøver at komme så tæt på ”grisen” som muligt.

Derefter forsøger modsatte hold at kaste en kugle tættere på ”grisen” - eller at skyde modstanderens kugle væk. Det hold, som ligger længst fra ”grisen”, bliver ved med at kaste, indtil de får en kugle tættest på ”grisen”. Herefter er det det andet holds tur.

Når et hold ikke har flere kugler tilbage, kaster det andet hold resten af sine kugler. Når alle kugler er kastet, tæller man point. Kun et hold får point i hver runde. Det hold, som ligger nærmest ”grisen”, får det antal point, som de har kugler nærmere end modstanderens nærmeste kugle.

Vinderholdet tegner en ny cirkel og starter næste runde. Vinderen er det hold, som først når 13 point.

Senest opdateret:
30-05-2016
Sideansvarlig
Kirsti Pedersen Motionskonsulent