5 gode råd til pårørende

Lyt, anerkend, stil spørgsmål – og pas på dig selv, lyder rådene til pårørende fra to psykologer med speciale i diabetes.

Læs temaet om pårørende i medlemsbladet

Artiklen har også været bragt i medlemsbladet i februar 2014, og er en del af bladets tema om pårørende.

Temaet er skrevet af journalist Michael Korsbæk.

1. Tal med hinanden

Vær åben om de ting, du er bekymret for eller ikke forstår. Din pårørende med diabetes kan ikke læse dine tanker. Når du taler om tingene, så vær opmærksom på, at du tager udgangspunkt i dit eget perspektiv og ikke i hvordan, du tror, din pårørende med diabetes tænker.

2. Hold igen med de gode råd

Tænk over det, før du kommer med et godt råd til din pårørende med diabetes. Især uopfordrede gode råd kan komme til at virke bedrevidende, så lyt efter din pårørende, før du kommer med de gode råd – selv om du mener det godt.

3. Du vil aldrig helt forstå det

Husk, at selv om du som pårørende er tæt på diabetes, så vil du aldrig fuldt ud kunne forstå de mekanismer og følelser, diabetes giver din pårørende.

4. Anerkend det svære og din pårørendes indsats

Husk at anerkende, at det kan være svært for din pårørende, og at han eller hun i sidste ende jo går med sygdommen alene.

Anerkendelse kan rent praktisk være, at du tager dig tid til at lytte og stiller uddybende spørgsmål, når din pårørende har brug for det. Husk også at anerkende, når din pårørende gør en indsats og for eksempel prøver at få nye gode vaner.

5. Pas på dig selv

Det kan være udfordrende at være pårørende, fordi du er tæt på, men alligevel udenfor. Du kan gøre dig mange bekymringer og tanker, og der er måske også situationer, hvor du føler dig ensom eller uretfærdigt behandlet.

Tag det derfor alvorligt, at din hverdag også skal rumme tidspunkter, hvor du lader op og samler energi. Find måske andre, som selv er pårørende, og som du kan dele erfaringer med.

Find flere gode råd i bogen "Et bedre liv med diabetes - en psykologisk håndbog" af forfatterne Clea Bruun Johansen og Anne Hvarregaard Mose.

Et Bedre Liv Med Diabetes FORSIDE Nyny

 

 

Køb bogen "Et bedre liv med diabetes - en psykologisk håndbog" 

 

 

Senest opdateret:
21-05-2014
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet