"Jeg har måttet lære ikke at bekymre mig"

Niels Bjørn Lendal var sikker på, at Ulla skulle være hans kæreste dengang for mere end 40 år siden. Det gjorde ingen forskel, at hun havde type 1-diabetes. Gennem årene har han lært at tøjle både sine bekymringer og sin angst for, at Ulla skal få lavt blodsukker. Sammen bærer de også på sorgen over, at parret aldrig har fået børn på grund af Ullas diabetes.

Af Michael Korsbæk, journalist hos Diabetesforeningen.
Artiklen er fra medlemsbladet februar 2014.

Læs temaet om pårørende i medlemsbladet

Artiklen har også været bragt i medlemsbladet i februar 2014, og er en del af bladets tema om pårørende.

Temaet er skrevet af journalist Michael Korsbæk.

Nogle af træerne ligger stadig væltet efter vinterstormene i området omkring Ulla og Niels Bjørn Lendals hjem, der ligger idyllisk i udkanten af Sønderskov ved Aabenraa. Lysten til at opleve naturen har de været fælles om, siden de blev et par på Tandlægehøjskolen i slutningen af 1960’erne, og at Ulla har type 1-diabetes har ikke afholdt dem fra utallige vandreture både herhjemme og i udlandet.

Ulla Og Nielsbjørn

Foto: Martin Dam Kristensen

- Men der er problemer, når ens kone eller mand har diabetes. Det skal man vide. De lave blodsukre er nok det, jeg selv er mest nervøs over og har været i løbet af årene. Det påvirker mig, fordi det kan have akutte konsekvenser, siger Niels Bjørn.

Niels Bjørn vidste godt, Ulla havde diabetes, før de blev kærester:

- Men når Amors pil først rammer, så er det jo ligegyldigt, fortæller han, mens kaffen kommer på bordet i den hyggelige stue med store vinduer ud til havens vinterafpillede landskab.

Ulla havde ellers i årene forinden oplevet flere bejlere trække sig, når de fandt ud af, at hun havde diabetes. Det oplevede hun ikke med Niels Bjørn. Han måtte til gengæld lære, hvad det vil sige at have diabetes – og ikke mindst, hvad lavt blodsukker er. En faktor, han kalder det værste ved at leve sammen med en, der har diabetes.

Jeg var angst

Ulla Nielsbjoern2

Foto: Martin Dam Kristensen

Mindst én gang er Niels Bjørn vågnet om natten ved, at Ulla lå med kramper ved siden af. Han tog resolut sprøjten med glukagon, der lå ved siden af sengen, og gav Ulla en indsprøjtning, som fik hendes blodsukker op igen.

- I situationen var jeg cool og reagerede bare, men bagefter pumpede adrenalinen, fortæller han.

- I den periode lå jeg tit vågen om natten og lyttede efter, om Ulla havde det godt. Det var psykisk belastende, og jeg husker tydeligt, at jeg var angst. Jeg går jo også og tænker på, hvornår det sker igen.

Glukagonsprøjten er stadig i huset, men er flyttet fra soveværelset til køleskabet i køkkenet. Parret har med årene fundet en balance i aftenvanerne, der har nedsat Ullas risiko for lavt blodsukker om natten. Hun måler blodsukker minutiøst om aftenen, drikker aldrig mere end ét glas vin og passer på med den fysiske aktivitet sidst på dagen.

“Ligger du lavt?”

Også om dagen er Niels Bjørn på vagt over for, om Ulla har lavt blodsukker Specielt én episode har sat sig i hukommelsen hos ham. Ulla havde lavt blodsukker, hun blev vred og skældte sin mand hæder og ære fra. Selv husker hun intet.

- Normalt skal man aldrig slå ting hen med, at “det er også fordi, Ulla har diabetes”, men det var nødvendigt der. Der var det godt, at vi fik samlet op på tingene bagefter, siger Niels Bjørn.

Bekymringen for de lave blodsukre kan komme til at fylde for meget i ægteskabet:

- Jeg kan komme til at spørge for meget: Hvordan har du det? Ligger du lavt? Selv om jeg spørger i den bedste mening, kan det godt virke, som om jeg lidt vil overvåge Ulla eller vil bestemme over hende. Det skal jeg passe på med, siger Niels Bjørn:

- Jeg har måttet lære ikke at bekymre mig, når Ulla er væk til møder og andet. Jeg kan jo ikke gå ved siden af hele tiden.

Ulla supplerer:

- Vi er to selvstændige individer, og du er ikke min sygeplejerske.

Den største sorg

Flagspætten hakker i en fedtkugle i æbletræet udenfor, mens de to livsledsagere fortæller. Stuen bærer præg af deres interesse for kunst, natur og musik. En bugnende bogreol fylder den ene væg, klaveret en anden og mellem de danske møbelklassikere står et par halv meter høje dyrefigurer i sort fedtsten.

Ulla Nielsbjoern3

 Foto: Martin Dam Kristensen

Kunst fylder på væggene – bl.a. Ullas akvareller og Niels Bjørns stregtegninger – frem for billeder af børn og børnebørn, som man ville forvente at se på en fremtrædende plads i et 65-årigt ægtepars hjem. Men parret har aldrig fået børn. Ulla kalder barnløsheden “sin største sorg” understreget af, at parret fik nej til adoption på grund af hendes diabetes.

- Det er en sorg, helt klart, fortæller Niels Bjørn:

- Jeg ved godt, at der er nogen, der går fra hinanden på den baggrund, men vi klarede også det, siger han.

En anden tidshorisont

Niels Bjørn er netop gået på pension, og Ulla har droslet ned på aktiviteterne i Handicaprådet og i Diabetesforeningen, hvor hun gennem mange år har været aktiv. De ser frem til at få masser af tid til vandreture, rejser og sommerhuset. Men Ullas diabetes er hele tiden med på sidelinjen:

- Jeg kan godt være bekymret for, om der venter nogle hårde diagnoser forude med min arvelige hjertesygdom og nyrerne, som ikke er fuldt funktionsdygtige. Det er rigtig hårdt at tænke på, og det belaster mig lidt, siger hun.

Det er Niels Bjørn enig i:

- Selv om jeg ikke tænker på Ullas sygdom hele tiden og går og bekymrer mig, er vores tidshorisont måske en anden end så mange andres, fortæller han.

Senest opdateret:
27-02-2014
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet