Behandling af graviditetsdiabetes

Som regel er indsatsen i behandlingen af graviditetsdiabetes en sund livsstil i form af: 

  • Sund mad
  • Motion

Der er dog omkring 20-25 % af dem, der får konstateret graviditetsdiabetes, som også får behov for insulin i forløbet.

Målet med behandlingen er, at du har et blodsukker så tæt på det normale som muligt under graviditeten. Hermed mindsker du risikoen for komplikationer for dig og dit barn. Fosteret bliver let overvægtigt, hvis blodsukkeret ligger for højt. 

Vægtøgning under graviditeten 

Din vægt før graviditeten har betydning for, hvor meget det passer til dig at tage på under hele graviditeten. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at:

  • Undervægtige (BMI under 18,5) tager 13-18 kg på
  • Normalvægtige (BMI 18,5-24,9) tager 10-15 kg på
  • Overvægtige (BMI 25-29,9) tager 8-10 kg på
  • Svært overvægtige (BMI på 30 eller derover) tager 6-9 kg på

Tal med din læge eller jordemoder, så du kan blive klogere på, hvad der ville være bedst for dig i din graviditet 

Du kan læse mere om generelle anbefalinger til gravide på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, herunder også om den daglige mad.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til gravide

Idéer til sund mad 

Diabetesforeningen lægger vægt på, at den daglige mad er sund, velsmagende og varieret.

Mange kan med fordel spise tre hovedmåltider og 2-3 mindre mellemmåltider. Følgende anbefalinger er generelle, og er baseret på de officielle kostråd fra Sundhedsstyrelsen.

Har du graviditetsdiabetes, anbefaler Diabetesforeningen: 

  • Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv
  • Begræns dit forbrug af fedtstof, særligt det mættede fedt (mest fra dyr).
  • Vælg umættet fedt f.eks. raps- og olivenolie, nødder, mandler m.m.
  • Spis fuldkornsprodukter f.eks. rugbrød og andet fuldkornsbrød, havregryn, fuldkornsris og -pasta.
  • Spis magert kød og fjerkræ dvs. højst 10 % fedt.
  • Spis fisk, gerne 350 g om ugen - heraf 200 g fed fisk. Undgå de store rovfisk som f.eks. tunbøf, oliefisk, sværdfisk. Det anbefales højst at spise 1 almindelig dåse tun om ugen.
  • Spis mange grøntsager, mindst 300 g om dagen.
  • Spis ca. 3 stk. frugt om dagen.

Læs mere om frugt og diabetes

Andre anbefalinger

  • Drik dagligt cirka ½ liter mælk med højst 0,7 % fedt eller spis dagligt cirka ½ liter syrnet mælkeprodukt med højst 1,5 % fedt
  • Spar på sukkeret - især fra sodavand, slik og kager
  • Spis mad med mindre salt
  • Drik vand

Find lækre opskrifter

 

Senest opdateret:
28-10-2016
Sideansvarlig
Lotte Sehested Sygeplejefaglig rådgiver og projektleder