Med diagnosen type 2-diabetes er du langt bedre stillet end de mange, der har type 2-diabetes uden at vide det. Med et godt kendskab til behandlingen har du chancen for at passe godt på dit helbred. Du kan komme i relevant behandling og i samarbejde med dine behandlere gøre en aktiv indsats for et bedre helbred og for at undgå følgesygdomme.

Det primære mål i behandlingen af diabetes 2 er at holde dit blodsukker så tæt på normalt som muligt.

En sund livsstil og medicin er de vigtigste faktorer i din behandling.

Læs mere om mad og fysisk aktivitet

Læs mere om medicin

Et godt samarbejde om din diabetes

Den person, der har størst indflydelse på din diabetes, er – dig selv. I jo højere grad du erkender, at du har fået en kronisk sygdom som følgesvend i dit liv, jo lettere vil du have ved at tage ansvaret for din sygdom. Hermed ikke sagt at du skal undlade at søge hjælp og vejledning hos din læge eller sygeplejerske.

Diabetes er en kompliceret sygdom, som kræver stor ekspertise at behandle bedst muligt, så det er godt at have specialisterne med på sidelinjen som rådgivere.

Dit liv med diabetes er et samarbejde med flere forskellige personer i sundhedsvæsenet: Din egen læge, en sygeplejerske hos lægen, øjenlæge, fodterapeut og læger og sygeplejersker, diætister og andet personale i et diabetesambulatorium.

Vær åben og ærlig

Det er vigtigt, at du er ærlig og åben. Både over for dig selv og dine behandlere. Giv realistiske bud på, hvad du føler, du kan klare af livsstilsændringer og sig til, hvis der er forslag, du ikke
kan være med til.

Motion, sund kost og vægttab (hvis du er overvægtig) er, uanset hvor længe du har haft diabetes, de vigtigste grundpiller i din behandling. Og det er alene dig, der kan arbejde med alle tre dele. I det arbejde kan behandlere hjælpe og støtte, vejlede og undervise. De kan give dig den viden, du skal bruge – også om medicin og meget andet.

Undervejs er det bedst, at du åbent fortæller, hvad du vil, kan og tror. Det er også fint, hvis du viser, at du har forventninger til dine behandlere. Det er et signal om, at de også kan have større forventninger til, at du selv tager ansvar for din diabetes. Det er et godt fundament for jeres samarbejde.

Senest opdateret:
19-01-2015
Sideansvarlig
Anne-Marie Karin Wegener Konstitueret afdelingschef for F&V, cand.scient. i biokemi, ph.d.