Kontrol hos dine behandlere

Med diagnosen type 2-diabetes kan du få hjælp hos din læge og få den bedste behandling.

Når du har type 2-diabetes, skal du gå jævnligt til kontrol. Kontrollerne hjælper din læge og dine behandlere til at finde frem til den rette behandling af netop din diabetes.

Den rette behandling er med til at forhindre din diabetes i at forværres og kan være med til at undgå eller udskyde eventuelle følgesygdomme.

Det er som hovedregel din læge, der behandler og rådgiver dig - evt. assisteret af en sygeplejerske eller klinisk diætist.

Din læge vurderer din diabetes ud fra dine helbredsforhold og livssituation. Derfor er der ikke én bestemt måde at undersøge mennesker med type 2-diabetes på.

Læs om en helt almindelig torsdag på diabetesambulatoriet på Frederiksberg Hospital

Henvisning til diabetesambulatorium eller - skole

Mange steder i landet kan lægen også henvise dig til undervisning i diabetesambulatoriet/diabetesskolen, på det nærmeste hospital eller sundhedscenter. Spørg din læge om muligheden.

På nogle hospitaler er der kun kapacitet til at modtage de patienter, der har fået påvist følgesygdomme på kredsløb, øjne, nyrer eller nerver, så de kan få særlig undervisning eller få påbegyndt behandling for følgesygdommene.

I nogle tilfælde sker det også, hvis man skal begynde insulinbehandling. Når målet er nået, overtager din egen læge oftest igen undersøgelserne af dig.

Forbered dine kontroller

For at få mest muligt ud af konsultationerne hos din behandler er det vigtigt, at du og din læge forbereder kontrollerne.

Du kan f.eks. skrive dine resultater og erfaringer ned i en lommebog eller målebog. Hvis du er i tvivl om noget, eller hvis du opdager noget usædvanligt, som du ikke kan finde en forklaring på, så spørg din læge ved næste besøg eller bestil tid til en konsultation med det samme.

Din egen journal

Spørg din læge, om han/hun har et skema som hedder “Din egen journal”. Her kan I sammen skrive de resultater og mål, I bliver enige om at opnå.

Sådan et skema giver dig et godt overblik over din behandling. Din læge skal fortælle dig, hvordan dine målinger og blodprøver skal læses og forstås. For eksempel hvad dit blodsukker, blodtryk, kolesteroltal og eventuelle andre undersøgelser betyder for dig.

Medbring en pårørende

Det kan være en god idé at tage et familiemedlem eller en bekendt med til lægebesøget – ikke mindst til årskontrollen, da det kan være svært at huske alle informationerne.

Det er samtidig en god idé at skrive råd og resultater ned.

Senest opdateret:
23-01-2015
Sideansvarlig
Mikala Dømgaard Analyse- og projektkonsulent, cand.scient. i folkesundhedsvidenskab