Når du har type 2-diabetes gælder de samme anbefalinger for dig som for den øvrige befolkning. For mænds vedkommende anbefaler Sundhedsstyrelsen max 14 genstande om ugen og for kvinder max 7 genstande om ugen. Sundhedsstyrelsen anbefaler samtidig, at du max drikker 5 genstande ved samme lejlighed.

Vær særligt opmærksom

Når du har type 2-diabetes, er der imidlertid en række faktorer, du skal være særligt opmærksom på:

  • Alkohol sænker blodsukkeret (leveren forbrænder en genstand på ca. 1½ time)
  • Risikoen for lavt blodsukker forstærkes ved fysisk aktivitet som dans og sex
  • Spis altid 1 skive rugbrød, når du har drukket alkohol (mere end 5 genstande)
  • Alkohol feder næsten ligeså meget som fedt
  • Undgå at drikke alkohol, hvis du er gravid

Snak med din behandler, hvad der gælder for dig.

Få hjælp af vennerne

Det er vigtigt, at dine venner ved, du har diabetes. Det er en god tryghed for dig at have en ven i nærheden, der kender symptomerne på lavt blodsukker og som ved, hvordan han/hun kan hjælpe dig. Ligeså at de er opmærksomme på, om du kan spise og drikke juice uden problemer.

Morgenen efter en bytur med alkohol

Kroppen er langsom til at nedbryde alkohol, hvilket øger risikoen for lavt blodglukose. Derfor kan det være farligt at sove længe morgenen efter du har drukket alkohol. Så stå tidligt op, mål blodglukose og spis et ordentlig morgenmåltid. Hvis du samtidig har været fysisk aktiv ex. ved dans eller sex, forstærkes risikoen for lavt blodglukose.

Læs mere om alkohol

Senest opdateret:
13-02-2014
Sideansvarlig
Anne-Marie Karin Wegener Konstitueret afdelingschef for F&V, cand.scient. i biokemi, ph.d.