"Jeg er meget svag"

Annie er 15 år, og hun fik konstateret type-2 diabetes sidste år. Selvom sygdommen var i familien, kom det alligevel som et stort chok for hende. Hør hende fortælle om alt fra frygten for smerte til målet om at tabe sig.

Teksten er et uddrag fra den længere artikel "Også børn får type-2 diabetes" af Helen H. Heidemann fra Medlemsbladet April, 2008.

 Annie

Foto: Bjarke Ørsted

- Jeg vidste på en måde godt, at jeg ville få sukkersyge på et tidspunkt. Det er en arvelig sygdom: Min mor fik det også af sin mor. Jeg blev alligevel chokeret, da jeg fik det at vide – forrige år. Var næsten ved at græde. Jeg tænkte: Åh nej, jeg skal sikkert på insulin med det samme. Åh gud, hvad kan de ikke finde på at sige til mig.

Frygten for insulin
- Jeg frygter det med insulin rigtig meget. Jeg får tabletter og vil ikke på insulin. Det er min mor nemlig, og hun siger, det gør ondt – og jeg kan ikke li’ smerte. Men min læge siger, jeg skal på insulin, hvis ikke jeg passer på. Mine nyrer er også blevet ramt på grund af min sukkersyge, så nu ta’r jeg også sådan nogle små nyrepiller, som går ind og reparerer lidt på dem, kan man sige.

- Jeg tænker på, hvad der skal ske med mig, hvis mine nyrer en dag bare siger stop. Ved det egentlig ikke, men jeg har heller ikke lyst til at tænke så meget på det.

Hvad siger kammeraterne?
- Hvis mine kammerater spørger mig, hvorfor jeg har fået sukkersyge, siger jeg, det kan være arveligt, men måske også fordi jeg kan finde på at spise noget usundt. Hvem kan ikke det? Jeg er begyndt at ændre på kosten og går ikke bare rundt og spiser chips hele tiden. Før spiste jeg – uha – bare junkfood, bare noget hurtig mad, der bare skulle ned, pommes fritter og brugere og jeg ved ikke hvad. Jeg spiser det stadig, bare ikke så tit.

- Jeg går hos en diætist og har tabt fem kilo, siden jeg startede. Mit mål er at veje 50 kilo. En af mine veninder vejer 50 kilo, og hun ser slet ikke buttet ud. Jeg vil gerne se ikke-buttet ud. Men jeg er meget svag, når det gælder. Jeg siger for det meste ja til søde sager. Så er det indrømmet. Min hjerne siger nej, men min mund siger ja.

- Jeg har også gået til fitness, men droppede det. Jeg kom ikke i flere måneder, og så opgav jeg. Jeg har tit så mange lektier, jeg skal lave. Og så er jeg i gården og hygger med de andre. Men uddannelse er vigtigt. Jeg vil ikke ende som min mor. Hun er fra Filippinerne og har været rengøringsassistent. I øjeblikket går hun hjemme. Jeg vil gerne være pædagog, jeg kan godt li’ børn.

Læs mere

Læs hele artiklen fra Medlemsbladet april, 2008 (side 4):
Også børn får type 2-diabetes.