Ramadan og diabetes

Fasten i ramadan betyder, at man ikke må spise, drikke, tage stoffer, ryge eller have seksuelt samvær fra solopgang til solnedgang. Du kan sagtens gennemføre ramadan, selvom du har diabetes, men det kræver god planlægning og en ekstra indsats. Tal med din læge, inden du påbegynder ramadan.

Risikoen ved udsving i blodsukkeret

Hvis du ikke spiser regelmæssigt, kan du få store udsving i dit blodsukker. Store udsving i blodsukkeret kan give ubehag lige nu og her – men endnu værre kan det på langt sigt give følgesygdomme.

Personer med en dårligt reguleret diabetes bør undgå at faste.

Mål ofte dit blodsukker under ramadan

Vælger du at faste, er det vigtigt, at du måler dit blodsukker ofte:

  • før solopgang
  • 2 timer efter solopgang
  • ved middagstid
  • før solnedgang
  • før sengetid

Det er også vigtigt, at du måler dit blodsukker, hvis du:

  • føler dig syg
  • tror, at du har højt blodsukker
  • tror, at du har lavt blodsukker

Type 2-diabetes og ramadan

Har du type 2-diabetes, afhænger tilpasningen af, hvilken behandling du er i. Men for alle gælder det, at det er bedst at spise langsomme kulhydrater og sund mad. Den store udfordring er ikke at overspise, da det gør reguleringen vanskelig.

Råd om kost

  • Spis sundt og varieret.
  • Spis et måltid både efter solnedgang (Iftar) og før solopgang (Suhoor).
  • Begræns søde sager.
  • Vælg mad med langsomme kulhydrater og højt kostfiberindhold før og efter fasten (fuldkorn, brune ris, bønner, linser, frugt, grøntsager, salater).
  • Begræns mad med højt indhold af mættet fedt (ghee, samosas, pakoras).
  • Brug kun lidt af enkeltumættede fedtstoffer i madlavningen (rapsolie, olivenolie).
  • Drik masser af vand – især lige før solopgang.

Råd om fysisk aktivitet

  • Dyrk regelmæssig aktivitet af let til moderat intensitet under fasten.
  • Vær fysisk aktiv fra solnedgang til solopgang.
  • Undgå hård fysisk aktivitet for at undgå dehydrering og lavt blodsukker.

Du bør afbryde fasten, hvis:

  • Dit blodsukker er mindre end 3,5 mmol/l.
  • Dit blodsukker er mindre end 3,9 mmol/l i de første timer efter fasten er startet om morgenen - især hvis du bruger insulin.
  • Dit blodsukker er højere end 15 mmol/l.
  • Du er syg.

Opskrifter på fremmedsprog

Diabetesforeningen har oversat en række lækre og sunde opskrifter til arabisk, somali og tyrkisk.

Se opskrifterne på arabisk, somali og tyrkisk  

Senest opdateret:
09-07-2014
Sideansvarlige
Lisa Heidi Witt og Susanne Elman Pedersen Diætister