"Jeg er blevet stjernelækker!"

Pia

- Jeg kommer aldrig til at veje mere, end jeg gør i dag. Det kan kun blive mindre. For det har jeg bestemt mig for, siger Pia Grunnet Lauritzen
Foto: Bjarke Ørsted

For bare få år siden måtte Pia Grunnet Lauritzens mand snøre hendes sko og give hende tøj på. Selv var hun alt for tyk, hun fik type 2-diabetes, og hendes nyrer var ved at stå af.  Først da hendes læge henviste hende til at gå i det lokale sundhedscenter, skete der noget. Få her Pias historie om, hvordan hun tabte sig 65 kilo.

Af Thomas la Cour, journalist hos Diabetesforeningen.
Artiklen er fra medlemsbladet september 2012.

Egentlig ville Pia ikke bo på Amager, men hun og husbonden, Peter, faldt for den lyse og lækre lejlighed nær Islands Brygge i 2009. Den levede også op til de fysiske krav: Der var elevator, og den var fri for dørtrin, så den passede til en kørestolsbruger. Hun var i begyndelsen af 40’erne, og en alvorlig diskusprolaps kunne på længere sigt gøre kørestolen nødvendig. Hun vejede tæt på 150 kg.

Hun var ikke ked af sin krop. Hun var en glad “remoulade-dame”, fortæller hun:

- Der findes ketchuppiger, og der findes remouladedamer. Jeg var en glad remouladedame. Der skulle helst remoulade på det meste – og gerne i rigelige mængder, siger Pia Grunnet Lauritzen.

Hun var dog ked af sin diskusprolaps og de øvrige rygproblemer, der havde sendt hende ind og ud af hospitalerne i en årrække, men hun var ikke flov over, at hendes mand, Peter, måtte klæde hende på og snøre hendes snørebånd.

- Det var jo bare sådan, det var. Det var jo på grund af ryggen, så det følte jeg jo ikke, der var så meget at gøre ved, erindrer Pia.

Pia -3

Foto: Bjarke Ørsted

En dødsdom

Men i efteråret 2010 begyndte benet at blive følelsesløst, og Pia mistænkte diskusprolapsen for at have flyttet sig. Så hun gik til sin læge for at få en scanning.

- Jeg har en super god læge, som jeg altid magtede at snøre mig udenom. Jeg tog kun derop, når det var bydende nødvendigt. Men denne gang insisterede hun på, at jeg skulle afgive to blodprøver, hvis hun skulle lave en henvisning til en scanning. Det var jeg ikke glad for, men jeg var nødt til det. Et eller andet sted frygtede jeg jo resultatet af prøverne, men udadtil var jeg helt overbevist om, at jeg ikke fejlede noget.

Pia tog på ferie med en veninde i en uges tid, og da hun kom hjem, forelå resultatet af prøverne.

- Min læge sagde, at der stort set ikke var det, der ikke var i vejen. Jeg havde fået type 2-diabetes, mit kolesteroltal var alt, alt for højt, og mine nyrer var ved at stå af. Så gik jeg fuldstændig i sort. Jeg hørte ikke mere af den samtale. At jeg kunne sidde der, være 43 år gammel med to børn – og så tæt på at tage livet af mig selv. Det var jo en dødsdom, siger Pia.

Hun har skaffet sig af med de fleste af de ubehagelige minder fra den “tunge” tid, men et enkelt par bukser, str. 56, har hun beholdt.

Pia -2

- Jeg har altid klædt mig pænt, men det er helt ubeskriveligt at kunne gå ind i en helt almindelig butik og købe tøj i normalstørrelse, siger Pia, der bl.a. gennem fitnesstræning er gået fra størrelse 56 til 42 på 28 måneder.
Foto: Bjarke Ørsted

- Det her er de bukser, jeg havde på, da jeg fik diagnosen. Jeg kunne knapt lukke dem. Jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg kigger på dem, at jeg får en klump i halsen. Jeg ærgrer mig over det liv, jeg spildte, og det gør ondt at blive mindet om den mishandling, jeg udsatte mig selv for.

I centret to-tre gange hver uge

Lægen lavede en henvisning til Københavns Kommunes Sundhedscenter, hvilket resulterede i et halvt års forløb i Forebyggelsescentret på Amager.

 

- Det er et enestående sted derude. Jeg fik et væld af tilbud, for de har hele paletten. Jeg fik diætistvejledning, jeg fik samtaler, jeg har været til madlavning, vi har trænet og jeg er kommet i diabetescaféen sammen med andre i samme situation. Det hele har været rigtig, rigtig godt. Jeg elskede mit halve år derude, siger Pia.

En kontaktperson på stedet fulgte hende igennem hele forløbet. Efter den indledende samtale, hvor behov og muligheder blev gennemgået, blev et skræddersyet forløb sat i gang.

- De støtter dig, de presser dig, og du bliver holdt fast på målet. Da jeg talte med diætisten første gang, var jeg frustreret, fordi jeg følte, at alt pludselig var forbudt. “Hvad er forbudt?”, spurgte hun. “Der er ingenting, der er forbudt. Der er gode valg, mindre gode valg og dårlige valg. Men det er alt sammen dine valg”, sagde hun. Og det er jo rigtigt. Det var mit valg at tabe mig, siger Pia.

Hun kom to-tre gange om ugen i Forebyggelsescentret det halve år. To gange til træning à to timers varighed og én gang, ca. hver anden uge, til madlavningskursus, diætistsamtale eller diabetesundervisning. Kollegerne og chefen på arbejdspladsen, Post Danmark, hvor Pia arbejder som kontorfuldmægtig, bakkede op, kvittede fredagskagen, onsdagssnolderet og byttede vagter, så Pia kunne passe sit vægttab.

Hjælp til en ny livsstil

Vil du også gerne ændre livsstil som Pia Grunnet Lauritzen? Så har din kommune måske et tilbud, du kan bruge.

I 83 ud 98 kommuner kan mennesker med diabetes få hjælp til at håndtere sygdommen, ændre livsstil eller komme i gang med fysisk aktivitet. Det var sådan et tilbud, der hjalp Pia Grunnet Lauritzen til at tabe sig 65 kilo og i det hele taget få styr på sin type 2-diabetes. Hun fik sit tilbud i Københavns Kommune på et af de fem sundhedscentre i kommunen.

En undersøgelse af tilbuddet fra hovedstaden viser, at tre ud af fire borgere, som har deltaget, er tilfredse med forløbet. Et flertal fortæller også, at de er blevet mere fysisk aktive, har tabt sig og har ændret kostvaner efter de tolv uger med træning i hold, kostvejledning og undervisning i sygdommen.

En ny side på den offentlige sundhedsportal sundhed.dk gør det nemt at finde ud af, om der er et tilbud nær dig. Klik ind på sundhed.dk og find din kommune på kortet, så får du hurtigt overblik.

Få en henvisning

Mange af tilbuddene kræver, at din læge henviser dig, så det kan være, at du skal bede din læge om en såkaldt visitation, før du kan begynde på f.eks. en patientskole. Det er også forskelligt hvem, den enkelte kommunes tilbud er beregnet til: Nogle tilbud er kun til pensionister, som kan deltage i dagtimerne, mens andre er målrettet erhvervsaktive og foregår om aftenen.

På nogle kurser er pårørende inviteret med, på andre er det kun for mennesker med diabetes. Det er også forskelligt, om kurserne er rene rådgivningskurser eller der er fysisk træning.

Få et godt overblik på www.sundhed.dk.

- Jeg missede ikke én eneste aftale, for jeg prioriterede det ekstremt højt. Man kunne jo godt ligge og dovne i sofaen og have lyst til at finde en undskyldning, men jeg ville jo kun snyde mig selv. Hvis jeg ikke gennemførte det her, så ville jeg jo dø. Det kunne bare ikke være anderledes, siger Pia.

Hun glædede sig over de venner, hun fandt i centret. De var i samme båd, og de kunne hygge sig med at køre om kap på træningscyklerne, duellere på vægttab og give hinanden mental støtte.

- Hvis man går i Fitness World eller en af de andre kæder, ligner alle jo modeller, og det er ikke særlig rart, når det hele bumper rundt og man føler sig udenfor på alle måder, siger Pia.

Plads til kaffe

I dag er selvtilliden en anden, og Pia træner i et andet fitnesscenter. Men hun kommer stadig på forebyggelsescentret til diabetescaféerne. Så kan hun møde sine kampfæller og udveksle erfaringer. Ryggen har det fint.

- Jeg har ikke flere problemer med ryggen end de fleste andre. Nogle gange kan jeg have lidt ondt i den, men det begrænser ikke min træning, siger Pia, der også mener, at muskelstyrkelsen i ryggen har en stor del af ansvaret for, at det går så godt.

Hun har tabt 65 kilo på halvandet år. Det store vægttab har gradvist mindet hende om, hvad hun gik glip af førhen.

- Når vi skulle rejse med fly, skulle jeg altid bede om en babyforlænger til selen, og jeg sad nærmest på armlænene. Når der kom mad rundt, måtte Peter sidde med bakken, fordi jeg ikke kunne få bordet ned. Da jeg havde tabt de første 30 kilo, fløj vi til Stockholm. Jeg bestilte en kop kaffe, selvom jeg ikke drikker kaffe. Jeg ville bare sidde der med bordet slået ned, og så kunne de bære den fuld ud igen.

- Og sidste sommer i BonBon-Land var jeg fuldstændig grøn i hovedet, fordi jeg skulle prøve den vildeste forlystelse seks gange i træk. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg kunne – det kunne jeg ikke før, hvor jeg altid bare stod og holdt jakker og madpakker.

Nu i størrelse 42

Pia beskriver sig i dag som en slank overspiser. Hun rører derfor ikke søde sager og har efter eget udsagn glemt, hvordan kager, remoulade og chokolade smager. For hun ved, at selv en lille bid kan få hende til at falde i fælden. Hun elsker at bage kunstneriske kager til familie og kolleger, men hvis der skal smages på bagværket, må Peter træde til.

Hendes diabetes er der også kommet styr på. Langtidsblodsukkeret viste sidste gang 5,7, og hun er reelt symptomfri.

- Jeg kommer aldrig til at veje mere, end jeg gør i dag. Det kan kun blive mindre. For det har jeg bestemt mig for, siger Pia med eftertryk.

Hun har netop investeret i et par hvide jeans, str. 42 og siger med et stort grin:

- Hvis du havde været til Madonna-koncert i Parken, kunne du ikke undgå at have set mig. Jeg var så stjernelækker i de superfede, tætsiddende, hvide jeans!

Senest opdateret:
08-09-2014
Sideansvarlig
Helen H. Heidemann Redaktør på Diabetes og Behandlerbladet