Diabetes og undervægt

Der er ofte fokus på overvægt i forbindelse med diabetes – især i forbindelse med type 2-diabetes. Der er dog også en del personer med diabetes, der ikke har ikke brug for at tabe sig, men som i stedet har svært ved at holde vægten.

Hvis du taber i vægt uden at ville det, har du måske brug for at justere mad og/eller medicin. Det er derfor meget vigtigt, at du tager kontakt til din behandler. Samtidig er det vigtigt at få hjælp til at finde årsagen til vægttabet. Mulige årsager kan være dårligt reguleret diabetes, sygdom, depression, glemsomhed, lille appetit m.m.

Hvis du skal undgå vægttab, er det en god idé at fordele måltiderne jævnt over dagen, så du spiser 3 hovedmåltider og 3-5 små mellemmåltider.

Lille appetit?

Hvis appetitten er lille, er det hensigtsmæssigt, at du spiser mad med mere fedt og protein og med et lavere indhold af kostfibre end anbefalingerne.

Vælg primært det sunde fedt. Det fås især i fede fisk som sild, laks, makrel m.fl. Nødder, mandler, oliven- og rapsolie, oliven og avocado indeholder også sundt fedt.

Du kan evt. øge sukkerindholdet, hvis det er medvirkende til, at du spiser og drikker mere. Du kan øge antallet af måltider til 7-8 måltider om dagen efter behov og appetit.

Kosttilskud

Hvis du er småt spisende, anbefaler vi, at du supplerer din kost med et dagligt vitamin- og mineraltilskud i form af 1 stk. multivitamin-mineraltablet.

Du kan anvende energi- og proteinberigede produkter som tilskud, hvis du har behov for supplement. Det er de samme produkter underernærede personer, der ikke har type 2-diabetes, anvender. Diætisten kan være behjælpelig med råd og vejledning til valg af produkt.

Det er vigtigt, at du sikrer dig, at dit blodsukker er godt reguleret, når du ændrer den daglige kost og evt. supplerer med tilskud af energi- og proteinberigede drikke. Hyppige målinger af blodsukkeret er derfor nødvendige for de fleste.

Senest opdateret:
15-07-2015
Sideansvarlige
Lisa Heidi Witt og Susanne Elman Pedersen Diætister