Der er en række lokalforeninger der afholder arrangementer, og hvor du kan møde andre med diabetes.

Diabetesforeningen tilstræber at have en lokalforening i hver af landets 98 kommuner, som skal virke til gavn for diabetikere i den pågældende kommune.

Lokalforeningernes opgaver

Foreningens opgaver består bl.a. i at arrangere foredrag, aktiviteter og netværk for både medlemmerne, pårørende til diabetikere og andre med interesse i diabetessagen.

Foreningerne deltager typisk også i de landsdækkende aktiviteter, som Diabetesforeningens hovedkontor afholder, såsom landsindsamlingen Støt Børn med Diabetes og Verdens Diabetes Dag.

Lokalforeningerne afholder også selv arrangementer, der som hovedregel er åbne for alle, uanset om man er medlem af Diabetesforeningen eller blot interesseret i at høre nærmere om diabetes.

Hvad kan du bruge din lokalforening til?

Lokalforeningerne er parate til at rådgive og vejlede om, hvordan du som diabetiker tackler din dagligdag. F.eks. kan den give dig gode råd til, hvordan du bedst får stillet de rigtige spørgsmål og får en dialog i gang ved næste behandlerbesøg.

Udover rådgivning har du også mulighed for at deltage i foreningens arrangementer og for at få et netværk med andre diabetikere.

Find din lokalforening

Se arrangementer i kalenderen

Senest opdateret:
11-06-2014
Sideansvarlig
Anne Sander Chef for Rådgivning & Frivillighed