Hjælp andre - så hjælper du dig selv!

Svenning Ravn460 Px

Jeg hedder Svenning Ravn, og jeg har levet et langt liv i overhalingsbanen – både arbejdsmæssigt og i ”3. halvleg”.

Men i 2004 gik det galt!

Svenning får diabetes

Efter et liv som musiker, skoleleder, by- og amtsrådspolitiker og selvstændig kursusudbyder, skiftede jeg i 1998 til hotel- og festbranchen med en 80 timers arbejdsuge og masser af succes! Det betød for lidt søvn og for meget mad og drikke på de forkerte tidspunkter.

I 2004 var min kampvægt på 134 kilo – og en dag sagde min læge: ” Jeg har advaret dig, men du lyttede ikke, så nu har du fået Diabetes 2”. Jeg gik hjem på mit hotel, fortalte det til min kone, tudede i en time og proklamerede, at nu skulle livet være anderledes.

Det blev det også, men det tog tid.

Et nyt liv

I 2012, da vi solgte hotellet, gik på pension og flyttede fra Vejle til Greve, kom jeg med på 2 kommunale rehabiliterings forløb.

I 2015 blev jeg optaget på Chris MacDonalds UTURN2 forløb på 12 måneder.

Nu er min vægt 98 kilo. Jeg er helt og aldeles medicinfri – og glad for livet igen.

Lysten til at give noget til andre

Min store glæde og taknemmelighed over at have gennemført det umulige gjorde, at det nu var ”payback time”, da jeg så, at Diabetesforeningen søgte frivillige til uddannelsen som Motivationsgruppeinstruktører, så min kone og jeg tilmeldte os og gennemførte dette forløb.

Svennings motivationsgruppe

Det betyder, at vi er i fuld gang med at færdiggøre den første motivationsgruppe på 12 diabetikere, og det har været 12 fantastiske uger, hvor gruppens engagement er motivationen for os i sig selv. Og næste gruppe starter til januar 2017.

Hver torsdag er 3-timers forløbet delt op i samtaler, indlæg fra os eller en gæst, motion og sund madlavning. Derudover er jeg med i den lokale forenings aktiviteter, hjælper ved events som f.eks. Verdens Diabetes Dagen og stiller mig til rådighed til regionalt arbejde.

Motivation ved at være rollemodel

Jeg mærker tydeligt, at jeg gennem mit frivillige arbejde oplever mig selv som en rollemodel, og det hjælper en svag personlighed til at ”blive på sporet” og derved fastholde mit nye liv!

Oplever andres glæder

Endelig er antallet af glæder mangedoblet ved at opleve andres taknemmelighed over de livsstilsændringer, vi motiverer dem til.

Glæden ved at se andre nå i mål

Særlig stor glæde og stor egenmotivation som frivillig skabes, når en diabetespatient, som næsten havde mistet sit selvværd, kommer og meddeler, at vedkommende de sidste 12 uger har tabt 6 kilo, er startet i en gåtursklub og begyndt at købe ind efter en huskeseddel – og kun den!!!

Så har man betydet en forskel!