Folkemødet på Bornholm 2017

Diabetesforeningen deltager igen i år på Folkemødet for at sætte politisk fokus på diabetessagen. I år har vi særligt fokus på den kommende nationale handleplan for diabetes med vores egen debat under overskriften: ”Ny diabeteshandleplan – Tør vi sætte patienten i centrum?”.

Her har vi inviteret to patienter på scenen til at stille spørgsmål til de politiske repræsentanter fra bl.a. Folketing, regioner, kommuner og almen praksis om, hvordan vi sikrer mest muligt sundhed for de 65 mio., der er afsat i handleplanen.

Det foregår torsdag kl. 13.45 i Høiers Iscafé på Allinge Havn.

Læs debatbeskrivelsen i Folkemødets program

Diabetesforeningen vil desuden i samarbejde med bl.a. PLO og Forum for mænds sundhed holde debatter, hvor vi sætter særligt fokus på ulighed i sundhed.

Sammen med PLO debatterer vi, hvordan man undgår at tabe de svageste på gulvet – og hvilken rolle lægen spiller i behandlingen af de mindst ressourcestærke diabetespatienter.

Sammen med Forum for Mænds Sundhed sætter vi fokus på ulighed i diabetesbehandlingen i forhold til mænd, som ofte er dårligere end kvinder til at passe deres diabetes.

Udover de politiske debatter sætter Diabetesforeningen, igen i år, fokus på motion som forebyggelse med vores populære debatfodbold arrangement og en golf-event!

Vi slår et slag for diabetessagen på golfbanen sammen med politikere, og vi spiller en benhård debatfodboldkamp mellem frivillige fra Diabetesforeningen og regionale toppolitikere fra hele landet, hvor vi dyster på ord og gode ben.

Igen i år har vi også vores unge frivillige med, som man kan møde ude foran Sundhedsparlamentet, hvor de sætter fokus på livet som ung med diabetes.

Læs hele Diabetesforeningens program for Folkemødet 2017

Senest opdateret:
08-06-2017
Sideansvarlig
Sanja Golubovic Sundhedspolitisk konsulent