En sund, nærende og mættende madpakke er vigtig, når vi tilbringer mange timer af dagen uden for hjemmet. Energien fra madpakken bidrager nemlig til, at vi kan koncentrere os og holde blodsukkeret i nogenlunde konstant balance.

Tag dit barn med på råd om, hvad madpakken skal indeholde. Lav den gerne sammen, så barnet føler ejerskab.

Du finder opskrifter nederst på siden.

Når du handler ind til madpakken

    • Vælg rugbrød, fuldkornsbrød eller fuldkornsboller til madpakken. Du kan med fordel vælge varer med Nøglehulsmærket og/eller Fuldkornsmærket.
    • Køb små portionspakninger med fisk, som du kan åbne og lægge på brødet, når du skal spise. På den måde undgår du, at hele madpakken lugter/smager af fisk
    • Vælg pålæg med højst 10 % fedt

Brug rester fra aftensmaden i madpakken

  • Kog ekstra grøntsager, du kan blande i pasta- eller rissalaten eller en ekstra majskolbe at gnave af
  • Kog ekstra fuldkornspasta eller -ris, så du hurtigt kan blande en pasta- eller rissalat til madpakken (Hold salaten kold ved at blande frosne grøntsager i. Skyl grøntsagerne i koldt vand først.)
  • Lav nogle små frikadeller, hvis I får frikadeller til aftensmad og brug dem i madpakken
  • Lav nogle ekstra kyllingelår og brug dem i madpakken
  • Minipizza eller tærte kan også være en lækker overraskelse sammen med kogte/rå grøntsager eller råkost

Gør madpakken spændende med små overraskelser:

Madpakketema2

  • Det er nemt med et hårdkogt æg i madpakken. Skriv evt. en kærlig hilsen på æggeskallen eller tegn en tegning, der får dit barn til at smile.
  • Små spyd med f.eks. peberfrugt, agurk, cherrytomater og oliven er sjove, indbydende og lige til at sætte tænderne i
  • Du kan gøre de traditionelle rugbrødsmadder mere spændende ved f.eks. at pynte med rødbeder eller agurker formet som hjerter, stjerner eller blomster. Pak evt. pynten ind for sig selv, så maden ikke bliver ”våd”. Alternativt kan du lade pynten dryppe af på et stykke køkkenrulle, inden du lægger den på maden.
  • Stik rugbrødet ud med små kageforme

Tips:

  • Hvis du har bagt boller, så skær dem igennem, inden du fryser dem ned. På den måde kan du smøre bollerne frosne og være med til at holde madpakken kold.
  • Lav evt. flere små pakker med mad, så dit barn ikke behøver have hele madpakken frem, hver gang han/hun er sulten. Ofte er der også behov for mad til mellemmåltider eller eftermiddagsmad.
  • Ofte gider de større børn ikke have rugbrødsmadder med i madpakken - men vil måske gerne have sandwich, burgerboller og lignende med. Vælg gerne en variant med et højt indhold af fuldkorn. Suppler evt. med smurt rugbrød, der står klar i køleskabet, når den unge kommer hjem fra skole.

Gi' madpakken en hånd - fem gode huskeråd

Fødevarestyrelsen (Alt om kost) har opstillet nogle kriterier for den sunde madpakke. De har i bogstaveligste forstand givet madpakken en hånd - 5 gode huskeråd til en god og sund madpakke:

Madpakketema1

Grønt - gnavegrønt, salat eller på pålæg

Brød - helst rugbrød eller groft brød

Pålæg - kød, ost eller æg

Fisk - mindst én slags fiskepålæg

Frugt - det friske og søde


Det gode ved rådene er, at de er ens for alle, uanset om du er mand, kvinde barn eller voksen. Rådene lever op til de 10 officielle kostråd.

Du kan læse mere på Fødevareministeriets "Gi' madpakken en hånd"