MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Lappeløsningen

Det giver Poul Hansen tryghed at kunne måle sit blodsukker derhjemme, men kommunen siger nej til en bevilling af teststrimler. Han låner derfor sin kones udstyr.

Da Poul Hansen for et år siden fik konstateret type 2-diabetes, var hans blodsukker tårnhøjt. Langtidsblodsukkeret var helt oppe på 93 mmol/mol (ca. 10,5 %). Det daglige blodsukker lå på 16-18 mmol/l.

– Jeg blev sendt hjem med metformin, men havde det rigtig dårligt. Om natten svedte jeg voldsomt og var tørstig hele tiden. Da jeg også vidste, at højt blodsukker kan føre til alle mulige følgesygdomme, blev jeg utryg, siger Poul Hansen, der er 70 år og bor i Sorø.

Poul Hansen siddende ved sit havebord
Poul Hansen, Pensionist. Foto: Martin Bubandt

Utrygheden gør, at Poul gerne vil kunne måle blodsukker hjemme og følge med i, om det er på vej i den rigtige retning.

– Min kone har også type 2-diabetes. Hun har været på et kursus for kronisk syge i kommunen, hvor hun netop blev rådet til at prøve sig frem og måle blodsukker derhjemme før og efter måltider og motion, siger Poul Hansen, der har søgt kommunen om at få bevilget teststrimler til deres blodsukkerapparat, men fik afslag, da lægen ikke vurderer, det er nødvendigt at måle blodsukker hjemme.

Modstridende beskeder

– I starten af 2019 foreslog en lægepraktikant i mit lægehus, at jeg søgte igen, fordi jeg var oppe på to slags medicin. Det gjorde jeg, men denne gang var det en tredje læge, der ikke mente, bevilling af teststrimler var nødvendigt for mig.

Afslag nummer to gjorde både Poul og hans hustru forvirrede. De havde fået vidt forskellige udmeldinger fra underviserne på kommunens kurser for kronisk syge og fra tre forskellige læger i lægehuset.

– Det virkede, som om de forskellige fagpersoner slet ikke snakkede sammen. Det var meget frustrerende at stå midt i det hele og ikke kunne få den hjælp, jeg havde brug for.

– Nu har min kone og jeg fundet vores egen lappeløsning: Vi deles om min kones teststrimler, som hun har fået bevilget for sin type 2-diabetes. Hun får kun 150 om året, så vi er nødt til at spare lidt på dem.

Diabetesforeningen: Alle skal kunne måle blodsukker

Hvordan skal man leve godt med diabetes, hvis man ikke kender sit blodsukker? Diabetesforeningen arbejder for, at alle uanset diabetestype og behandling skal kunne få bevilget udstyr til at måle blodsukker.

Diabetesforeningen mener, at alle, der har diabetes, skal kunne måle deres blodsukker. Det
gælder for samtlige typer af diabetes, og uanset om man får insulin eller ej.

– Hvordan skal man kunne se, hvordan mad og motion påvirker blodsukkeret, hvis man ikke kan måle sit blodsukker? Derfor skal alle med diabetes selvfølgelig have tildelt et blodsukkerapparat (måleapparat) og strimler, siger Lene Kølle Jørgensen, diabetessygeplejerske, Diabetesforeningen.

Men sådan er virkeligheden desværre ikke. Som i historien med Poul og hans kone kan lægerne vurdere meget forskelligt. Mener ens læge, at det er god idé at måle blodsukker, kan man også højst få tilskud til 150 strimler årligt til fingerprikkeren.

Ønsker at måle

Diabetesrådgiverne i Diabetesforeningen oplever en stigning i henvendelser fra medlemmer med type 2-diabetes, der gerne vil måle blodsukker hjemme, men ikke kan få bevilget strimler.

– Lægen vurderer typisk ikke, at det er nødvendigt at måle blodsukker hjemme. Derfor siger kommunerne nej. Det skaber utryghed hos dem, der gerne vil følge deres blodsukker imellem kontrollerne hos behandlerne. For hvad skal man stille op, når man ikke kan se på blodsukkeret, om man spiser den rigtige kost, og hvilken effekt motionen har, spørger Karsten Dyrebjerg, socialrådgiver i Diabetesforeningen.

– Måling af blodsukker er en god motivationsfaktor, når man vil gøre en indsats for at leve godt med diabetes, fordi man kan se, om det, man gør med mad og motion, faktisk giver en forskel. Derfor er
det uforståeligt, når lægen ikke mener, det er nødvendigt, siger Karsten Dyrebjerg.

Skrevet af Stine Mørkeberg og Helen H. Heidemann.


Flere artikler fra medlemsbladet november 2019

Illustration af glukosemåler

Ny teknologi bliver standard

Klavs Würgler Hansen, overlæge, Silkeborg, er overbevist: Det er et spørgsmål om tid, før flash glukosemåling er standard for alle med type 1-diabetes.
Læs artiklen om ny teknologi og diabetes
Cathrine Dragsbæk

Farvel til min sensorpusher

Cathrine Dragsbæk betalte selv for FreeStyle Libre i halvandet år. Det efterlod hende med spørgsmålet: Er jeg overhovedet noget værd?
Læs Cathrines historie
Herdis Jacobsen

Jeg bed smerten i mig

Aarhus Kommune mente, at Herdis Jacobsen var godt hjulpet med en fingerprikker, selvom målemetoden forværrede hendes gigtsmerter. Læs her, hvordan Herdis tovtrækkeri med kommunen endte.
Læs Herdis historie
Troels Krarup Hansen

Udstyret er derude – mennesker med diabetes får ikke glæde af det

Økonomi og indviklede retningslinjer spænder ben for, at mennesker med diabetes kan få det diabetesudstyr, de har brug for. Vi har spurgt Troels Krarup Hansen om udfordringerne med at få diabetesudstyr.
Læs interviewet med Troels Krarup Hansen
Familien Aagaard med deres hund

Looping betyder alt for vores familie

Familien Aagaard i Hørsholm har fået en helt anden hverdag, efter at Frederik er begyndt at bruge en looping-app på sin iPhone til at regulere sit blodsukker med.
Læs artiklen om looping

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes