MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Afslapnings-yoga forbedrer fasteblodsukkeret

14. oktober 2013 Tilbage

Det behøver slet ikke at være så anstrengende at dyrke motion, som kan nedsætte risikoen for, at man får type 2-diabetes. Et amerikansk forsøg har vist, at en særlig udgave af yoga kaldet "restorative yoga", hvor deltagerne laver afslapningsøvelser, forbedrer deltagernes fasteblodsukker.

De 180 deltagere havde en gennemsnitsalder på 55 år, og de fleste var kvinder. De dyrkede ingen former for motion, var overvægtige, havde forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og nedsat glukosetolerance. Det vil sige, at de havde forstadier til type 2-diabetes.

Afslapnings -yoga

Kvinderne blev inddelt i to grupper, hvor den ene dyrkede afslapnings-yoga, og den anden gruppe lavede mere anstrengende udstrækningsøvelser. Begge grupper fik gode råd om sund livsstil. Forsøget varede i 48 uger. I 24 uger deltog de i undervisning af halvanden times varighed. Senere skulle kvinderne lave øvelserne hjemme minimum en halv time tre gange om ugen.

- Begge grupper forbedrede deres fasteblodsukker, men mest markant i gruppen, der lavede afslapnings-yoga, og det er interessant, for "restorative yoga" er slet ikke så svært og anstrengende som almindelig yoga, siger lektor Alka Kanaya fra Diabetescentret på University of California, som stod i spidsen for forsøget.

- Forklaringen på, at det virker, kan være, at man reducerer sit stress-niveau ved at lave afslapningsøvelser. Det betyder, at man sover bedre, og det, ved man, har en effekt, når man skal forebygge diabetes, siger hun.

Af Helen H. Heidemann hh@diabetes.dk 

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes