MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Intervalgang effektivt mod type 2-diabetes

12. september 2014 Tilbage

Intervalgang er mere effektiv motion for mennesker med type 2-diabetes end almindelig gang. Det viser forskningen. Allerede efter få gange intervalgang kan forskerne dokumentere den gode effekt.

Intervalgang kan give mennesker med type 2-diabetes et langt bedre blodsukker. En times intervalgang fem gange om ugen giver ifølge ny dansk forskning ”overlegne forbedringer” i kroppens evne til at regulere blodsukkeret sammenlignet med lige så mange almindelige gåture. Nogle forbedringer kan måles allerede efter ganske få intervalgangsture.

Jerry Ritz Intervalgang

Jerry Ritz har deltaget i intervalgangsprojektet.
Foto: Claus Bjørn Larsen

Der er altså helt klare fordele for mennesker med type 2-diabetes i at bruge intervalgang som motionsform.

Det viser ph.d.-afhandlingen fra læge Kristian Karstoft, som han forsvarede torsdag.

- Vi har set, at deltagerne i projektet fik markant bedre kondition, de tabte sig og tabte også fedt omkring de indre organer. Dertil kommer, at vi så en bedre blodsukkerregulation, hvor det især var de højeste blodsukkerværdier, der faldt. Dermed kan vi med stor sikkerhed sige, at det er bevist, at intervalgang har flere gavnlige effekter end almindelig kontinuerlig gang, siger Kristian Karstoft.

Kristian Karstoft fortsætter forskningen i intervalgang ved Center for Inflammation og Metabolisme og Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.

Mærkbare forbedringer

Det har været fremme i flere medier, at intervalgang ligefrem skulle kunne helbrede type 2-diabetes. Det er ikke korrekt. Motion og vægttab for eksempel som følge af intervalgang kan mærkbart forbedre type 2-diabetikeres helbred og nogle kan endda helt slippe for symptomerne på diabetes og opnå et normalt blodsukker.

Det betyder dog ikke, at de er helbredt, for sygdommen er stadig til stede, selv om symptomerne er forsvundet. Det betyder, at hvis de senere bliver inaktive eller tager på igen, kommer diabetessymptomerne tilbage.

- Generelt giver intervalgang forbedringer af blodsukkerregulationen. For nogles vedkommende er forbedringerne så markante, at deres blodsukker kommer tilbage til et normalt niveau. Det gælder dog kun for nogle og kun så længe, de opretholder træningen, siger Kristian Karstoft.

Intervalgang -tv2

Læge Kristian Karstoft (i midten) var i Go’ Morgen Danmark på TV2 for at fortælle om resultaterne med intervalgang. Han ses her sammen med formand for Allerød Lokalforening, Jim Jakobsen.

Populær app

Hvad er intervalgang?

Intervalgang er gåture, hvor man skifter mellem hurtig og langsom gang. Rytmen er, at man går tre minutter så hurtigt, at man bliver forpustet og ikke kan føre en normal samtale. Derefter tre minutter så langsomt, at man samler kræfter til de næste tre minutters hurtig gang. 

Forskningscentret DD2, som er et af verdens største indenfor forskning i type 2-diabetes, har udviklet et app til smartphones med et personligt træningsprogram i intervalgang. Appen InterWalk er allerede downloadet mere end 15.000 gange og findes nu både til Apple telefoner og dem med Android styresystemer.

Ikke alene kan appen bruges til selv at komme i gang med at gå intervalgang, men man kan også bidrage til forskningen i type 2-diabetes ved at hente og bruge appen. Det kræver blot at man opgiver sit cpr-nummer og lader forskerne få adgang til de data, man indtaster.

Diabetesforeningen har støttet intervalgangsprojektet fra begyndelsen. Diabetesforeningens motionskonsulent Kirsti Pedersen har sammen med Gladsaxe Kommune udviklet en manual til de undervisere, der vil bruge appen i for eksempel patientuddannelsesforløb.

Hent -app -i -app -store Google -Play


Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes