MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Afskaffelse af krav om lægeattest påvirker ikke bilister med diabetes

04. juli 2017 Tilbage

En lovændring har netop afskaffet kravet om, at bilister, der skal have fornyet deres kørekort på grund af alder, skal have en lægeattest. Lovændringen påvirker dog ikke personer med diabetes.

Mennesker med diabetes, der skal have en lægeattest for at få fornyet kørekortet, skal stadig have en lægeattest, selv om de er fyldt 75 år. Det er nemlig kun bilister over 75 år, der udelukkende skal have fornyet deres kørekort på grund af alder, der fremover kan slippe for lægeattesten.

Hvis du har skullet have en lægeattest for at forny dit kørekort, før du fyldte 75 år, skal du også have det efter din 75 års fødselsdag.

Grundlæggende kan man sige, at skulle man have en lægeattest på grund af diabetes for at få fornyet sit kørekort, før man fyldte 75 år, skal man stadig have en lægeattest på grund af diabetes efter, man er fyldt 75 år:

- Mange personer med diabetes misforstår reglerne og tror, at man ikke længere skal have en lægeattest med, når man skal have fornyet sit kørekort efter man er fyldt 75 år. Det skal man, fordi lægeattesten forholder sig til diabetes og ikke til alderen, forklarer jurist Charlotte Rulffs Klausen i Diabetesforeningen.

Dermed påvirker de nye regler om brugen af lægeattest ved fornyelse af kørekort, som udløber på grund af alder, ikke mennesker med diabetes.

Har man sygdomme som diabetes, skal man følge reglerne, der gælder for de sygdomme uanset alder. Det vil sige, at de nye regler ikke gælder for bilister, der i forvejen er underlagt restriktioner på grund af sygdom. Her sker fornyelse ved udløb fortsat med lægeerklæring uanset din alder.

Diabetesforeningen anbefaler helt generelt, at man taler åbent med sin læge om diabetes og kørsel.

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes