MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Forskere bremser type 1-diabetes i opløbet

23. februar 2017 Tilbage

Nyt svensk studie viser, det er muligt at bremse udviklingen af type 1-diabetes, og forskerne bag finder resultaterne meget lovende. Diabetesforeningen støtter typen af forskning og mener, der er behov for flere studier i den retning.  

Type 1-diabetes udvikler sig normalt gradvist til det værre, men hos seks forsøgspersoner i alderen 20 til 22 år, har svenske forskere kunnet bremse udviklingen. Ved at sprøjte stoffet GAD-alum ind i lysken på forsøgspersonerne, har forskerne kunnet opretholde deres egen lave insulinproduktion, som ellers gradvist går i stykker, når man får konstateret type 1-diabetes. 

Ved at sprøjte stoffet GAD-alum ind i lysken på forsøgspersonerne, har forskerne kunnet opretholde deres egen lave insulinproduktion.

Alle forsøgspersoner er kommet under behandling i løbet af de første seks måneder efter diagnosen, så det tyder på, at man skal handle hurtigt. Selvom metoden kun er blevet afprøvet på seks personer, er forskerne bag meget begejstret for deres resultater.

- Vi skal følge forsøgspersonerne over en længere periode og afprøve metoden på flere, før vi kan sige noget om, hvor effektiv behandlingen er. Men resultaterne er indtil videre ekstremt spændende, siger hovedmanden bag forsøget, Johnny Ludvigsson, professor emeritus på Linköping Universitet.

Type 1 udvikler sig individuelt

Ludvigsson og hans kollegaer forsøger at finde en metode til at forhindre de angreb som immunsystemet sætter ind mod de insulinproducerende celler i kroppen, hvilket altså i sidste ende forårsager type 1-diabetes.

Pilotstudiet er helt i tråd med den vej inden for forskningen, som Diabetesforeningen støtter op om, siger siger Anne-Marie Wegener, konstitueret forskningschef i Diabetesforeningen.

Udover stoffet GAD-alum fik forsøgspersonerne også tilskud af D vitamin, og det har altså hjulpet de seks udvalgte personer. Forskerne er dog godt klar over, at denne behandlingsform ikke nødvendigvis vil have effekt for alle mennesker med type 1-diabetes, da sygdommen udvikler sig meget forskelligt.

Derfor mener Diabetesforeningen også, at der er behov for yderligere forskning.

- De foreløbige resultater indikerer en positiv effekt for de seks medvirkende patienter, hvilket lægger op til mere omfattende studier. Pilotstudiet er helt i tråd med den vej inden for forskningen, som Diabetesforeningen støtter op om. I 2015 iværksatte vi det såkaldte T1D Task Force Initiativ, hvis formål er at finde metoder til at forebygge, udskyde og/eller helbrede type 1 diabetes, siger Anne-Marie Wegener, konstitueret forskningschef i Diabetesforeningen. 

Af Helge Coroli Frandsen, hcf@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes