MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Ny app: Tag din medicin og støt diabetessagen helt gratis

13. marts 2017 Tilbage

Med en ny app kan du støtte Diabetesforeningen ved bare at tage din medicin, som du alligevel gør, og uden det koster dig en krone. Diabetesforeningen har indgået samarbejde med firmaet bag app’en DrugStars.

Tænk hvis hver dosis medicin, der indtages på verdensplan, skaber bedre vilkår for patienter. Sådan beskriver stifteren af DrugStars.com, tidligere professor i socialfarmaci, ph.d. Claus Møldrup visionen bag.

Brugerne af DrugStars.com har allerede sørget for den første donation til Diabetesforeningen, som kommunikationsdirektør Morten Jakobsen her modtager fra DrugStars-stifter Claus Møldrup.

Claus Møldrup og hans partnere i det danske selskab har opfundet en model, som gør, at man kan støtte foreninger som Diabetesforeningen samtidig med, at man får hjælp til at huske at tage sin medicin. Den gode idé er lanceret som en app til smartphone kaldet DrugStars.

- For mennesker med diabetes er det vigtigt at tage sin medicin som aftalt med lægen. Det arbejder vi i forvejen med. Når det nu med smart teknologi kan kombineres med muligheden for at donere penge til vores arbejde med diabetessagen, så var det oplagt for os at indgå en aftale med DrugStars, siger kommunikationsdirektør Morten Jakobsen fra Diabetesforeningen.

Gratis at komme med

Hvis man melder sig til, så fungerer det således, at man får stjerner (engelsk: stars) for at tage sin medicin. De stjerner kan man så veksle til et beløb, som doneres til Diabetesforeningen.

Beløbene doneres af firmaets sponsorer, som ikke har indflydelse på hverken brugere eller hvem, brugerne ønsker at støtte. Det garanterer DrugStars, som også står inde for, at brugernes oplysninger er i sikre hænder.

Det er gratis at melde sig til og registrere sin medicin og uploade fotos til dokumentation for, at man har taget sin medicin.

Diabetesforeningen har ligesom en række andre patientforeninger indgået aftale med DrugStars om støtte, og der er også allerede en del brugere tilknyttet den nye app. Således har Diabetesforeningen allerede modtaget en donation fra de brugere af app’en, der har valgt at støtte Diabetesforeningen.

Hent -app -i -app -store Google -Play


Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes