MIT DIABETESBLIV MEDLEM

SF vil have behandlingsgaranti for mennesker med type 1-diabetes

31. marts 2017 Tilbage

Har du type 1-diabetes og vurderer din læge, at du vil have gavn af en insulinpumpe eller en glukosesensor, skal du have den med det samme eller højst vente én måned. Det foreslår SF nu i Folketinget.

Børn og voksne med type 1-diabetes skal ikke opleve ventetid eller forhindringer på at få udleveret en insulinpumpe eller en glukosesensor. Det mener SF, som nu stiller forslag om, at der højst må gå én måned fra diabeteslægen anbefaler brug af de nævnte behandlingsredskaber til patienten får dem udleveret.

Kvinde viser sin insulinpumpe frem
Diabetesforeningen kæmper for, at alle kan få adgang til en insulinpumpe og en glukosesensor uden ventetid, hvis diabeteslægen siger god for det. Foto: Bjarke Ørsted.

Mennesker med type 1-diabetes skal med andre ord have ret til at få en insulinpumpe og/eller en glukosesensor, hvis diabeteslægen anbefaler det. I dag er der store forskelle på brugen af insulinpumper og sensorer fra region til region.

Sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF) stiller forslag om behandlingsgaranti for mennesker med type 1-diabetes. Foto: Steen Brogaard.

- Det giver ikke nogen mening med så store forskelle i praksis, skriver sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen og gruppeformand Jacob Mark i bemærkningerne til beslutningsforslaget:

- Samtidig ved vi også, at med en ordentlig behandlet type 1-diabetes undgås en lang række af de alvorlige følgesygdomme, som er risikoen ved type 1- diabetes. Derfor foreslås det, at lige så snart en borger er blevet udredt af en speciallæge inden for området og denne mener, at patienten kan profitere af en glukosesensor og en insulinpumpe, skal dette bevilges, hedder det i bemærkningerne fra de to SF-politikere.

Bedre livsværdi og behandling

Diabetesforeningen glæder sig over, at SF vil arbejde for, at mennesker med type 1-diabetes skal have ret til den optimale behandling uden ventetid:

Der er for store forskelle mellem regionerne i brugen af behandlingsredskaber som glukosesensorer, mener Henrik Nedergaard.

- Det er ikke rimeligt, at børn og voksne med type 1-diabetes oplever unødig ventetid på at kunne få adgang til den behandling, som deres diabeteslæge opfatter som den rigtige. En insulinpumpe og/eller en glukosesensor kan for mange forbedre livsværdi og behandling og dermed nedsætte risikoen for følgesygdomme. Derfor er det også en god investering for samfundet, siger Diabetesforeningens administrerende direktør Henrik Nedergaard.

Spørgsmålet om en behandlingsgaranti i forhold til insulinpumper til børn har tidligere været på dagsordenen, da sundhedsministeren hed Astrid Krag, som dengang var SF’er. Dengang var også sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti også positiv overfor at give børn med type 1-diabetes en ventetidsgaranti for insulinpumper.

Diabetesforeningen vil følge sagen, som også skal ses i forhold til en afklaring af, om det er regionerne eller kommunerne, der har ansvar for bevillingen af den nye flash-teknologi til glukosemåling.

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes