MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Sundhedsordfører forarget over kassetænkning

02. marts 2017 Tilbage

SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen mener, de mange sager, hvor diabetikere får afslag på ny teknologi til gukosemåling afslører, at reglerne er alt for uklare. – Det holder simpelthen ikke i længden, siger hun.

De hundredevis af sager, hvor mennesker med diabetes bliver afskåret fra ny teknologi til glukosemåling, viser, at reglerne bør ændres. Det mener sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF), som er forarget over eksempler på børn med diabetes, der får afslag på teknologien, den såkaldte flash glukosemåling:


Kirsten Normann Andersen (SF) er forarget over, at diabetikere afskæres fra ny teknologi på grund af kassetænkning. Foto: Steen Brogaard.

- Det kan ikke være patientens problem at finde ud af hvem, der skal betale for det. Det burde være soleklart, at patienten skal have det her apparat og så hurtigt som overhovedet muligt. Om det er kommunerne eller regionerne, der skal betale, det skal jeg ikke tage stilling til, men det skal bare betales, siger Kirsten Normann Andersen til TV2 Østjylland.

Kirsten Normann Andersen reagerer på det principielle problem, at hundredevis af mennesker med diabetes har fået afslag på flash glukosemåling hos deres kommune. Kommunerne afviser at bevilge apparatet, fordi det endnu ikke er afgjort, om flash glukosemåling er et hjælpemiddel, som er kommunernes ansvar, eller et behandlingsredskab, der er regionernes ansvar.

Uklare regler

Den urimelige kassetænkning har fået Diabetesforeningen til at presse på for en ændring af reglerne og især det cirkulære, som egentlig skulle forhindre, at mennesker bliver fanget i kassetænkningen.


Henrik Nedergaard mener, reglerne skal ændres. Hellere i dag end i morgen.

- Ingen af de gældende regler eller de aftaler, der er mellem kommuner og regioner, sikrer åbenbart hjælp til de mennesker med diabetes, der er fanget i kassetænkningen. Derfor bør de forbedres. Hellere i dag end i morgen, siger Diabetesforeningens administrerende direktør Henrik Nedergaard.

Henrik Nedergaard noterer sig, at sundhedsministeriet efter henvendelser fra Diabetesforeningen har indset, at reglerne ikke virker og trænger til et eftersyn. Det sker i det udvalg for det nære, sammenhængende sundhedsvæsen, som kommer med sin rapport i juni.

Inden da forventes Ankestyrelsen at komme med en principafgørelse, der slår fast om den nye teknologi er et behandlingsredskab (regionen) eller et hjælpemiddel (kommunen).

Kirsten Normann Andersen ser også frem til, at reglerne laves om:

- Det holder simpelthen ikke i længden. Når man lægger opgaven et sted, hvor det er til diskussion, så er det reglerne, der er uklare, siger Kirsten Normann Andersen.

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes