MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Ung med diabetes vinder initiativ-pris

15. juni 2017 Tilbage

Diabetesforeningens projekt ”Ung med diabetes – roadshow” vandt SundhedsParlamentets pris for bedste initiativ 2017 på Folkemødet på Bornholm.

Der var hæder til de unge, som de seneste år har besøgt skoler og institutioner med information om diabetes med ”Ung med diabetes – roadshow”. Projektet løb nemlig med prisen for bedste initiativ, som blev uddelt af SundhedsParlamentet.

Sophie Hindkær på 24 år og Mette Skytte Nygaard på 23 år er begge en del af "Ung med diabetes - roadshow" og var glade og stolte over at modtage prisen for bedste initiativ.

- Det har virkelig været godt at komme rundt til så mange unge og rydde fordomme af vejen med vores roadshow. Det giver mig en tro på, at de næste generationer ikke vil møde de samme fordomme som os. Det er jeg superstolt og glad for, sagde Sophie Hindkjær, da hun modtog prisen på vegne af Diabetesforeningen sammen med Mette Skytte Nygaard.

Prisen, der blev uddelt for andet år, gives for et særligt initiativ, der har skabt større kendskab til en sag, har flyttet holdninger eller har opnået et resultat til gavn for patientgruppen. En afstemning på internettet gennem hele maj måned afgjorde, at ”Ung med diabetes – roadshow” løb med den store hæder efter at være blevet udvalgt som finalist af en dommerkomité.

- Projektet har betydet utrolig meget for unge med diabetes, og jeg er stolt over de unges indsats for diabetessagen. Som formand er jeg også glad for, at vi har besluttet at fortsætte projektet. Det er flot, sagde Diabetesforeningens formand Truels Schultz.

På Diabetesforeningens repræsentantskabsmøde blev det offentliggjort, at ”Ung med diabetes – roadshow” fortsætter efter afslutningen på projektperioden. Det har vist sig at være meget populært for folkeskoler og ungdomsuddannelser at invitere de unge frivillige til at komme og sætte fokus på det at være ung med diabetes med deres engagerede debatter, quizzer og foredrag, og det har bidraget afgørende til at oplyse børn og unge om livet med diabetes.

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes