MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Vægttab nulstiller overvægtige drenges type 2-risiko i voksenlivet

12. juni 2017 Tilbage

Mænd, der er overvægtige i barndommen, men taber sig som unge voksne, har samme risiko for type 2-diabetes i voksenalderen som normalvægtige mænd. Det viser ny dansk forskning, der netop er blevet præsenteret i USA.

SAN DIEGO, USA

At være overvægtig som barn og ung er typisk forbundet med en øget risiko for at udvikle type 2-diabetes senere i livet. Ny dansk forskning, der netop er blevet præsenteret på verdens største diabetes-konference i San Diego i delstaten Californien, USA, viser dog, at det betaler sig at smide kiloene, mens man er barn.

Mænd, der er overvægtig som børn, men når at tabe sig, inden de bliver voksne, har den samme risiko for at udvikle type 2-diabetes som mænd, der har været normalvægtige hele deres barndom, forklarer Lise G Bjerregaard, Post.doc ved Afdeling for Klinisk Epidemiologi ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, på konferencen.

Lise G Bjerregaard er Post.doc ved Afdeling for Klinisk Epidemiologi ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.

- Vores studie viser, at det det betaler sig at tabe sig som barn. De negative sundhedsmæssige konsekvenser af at være overvægtig i barndommen ser altså ud til at kunne vendes. Det er virkelig et positivt budskab at give videre til forældre til de børn, som kæmper med kiloene, siger hun.

I undersøgelsen har forskerne set på sundhedsdata fra 62.565 mænd født mellem 1939 og 1959. Man har sammenholdt tal fra skolelægejournaler, der havde information om højde og vægt, da drengene var syv år, med oplysninger om højde og vægt på de samme personer, da de var til session hos forsvaret som unge voksne. Efterfølgende har man set på, hvorvidt drengene udviklede type 2-diabetes senere i livet via Landspatientregistret.

Gulerod i form af lavere risiko

Ifølge Lise G Bjerregaard viser undersøgelsen, at de der var overvægtige som syv-årige havde den samme risiko for at udvikle type 2-diabetes i voksenlivet som de, der var overvægtige som 18-årige. Dermed ser det ifølge forskeren ikke ud til, at det er varigheden af overvægten, der betyder noget for ens diabetes-risiko senere i livet. 

- Overvægten ved de 18 år betyder mere, end overvægten ved de syv år. Så jo tættere de aldersmæssigt var på deres type 2-diabetesdiagnose, jo mere negativ var effekten af et for højt BMI (Body Mass Index), siger hun og fortsætter:

- Det handler altså om at tabe sig i tide. Undersøgelsen viser i hvert fald, at der er en gulerod i form at lavere diabetesrisiko for de børn, der lykkes med det.

Undersøgelsen viser endvidere, at Mænd, der var vedvarende overvægtige eller blev overvægtige som unge voksne, havde tre gange så stor risiko for at udvikle type 2-diabetes sammenlignet med mænd, der aldrig havde været overvægtige som børn.

Hvad er ADA

  • ADA er forkortelsen for den amerikanske diabetesforening, American Diabetes Association, der hvert år holder en videnskabelig konference.
  • Konferencen med navnet The Annual Scientific Sessions finder i år sted for 77. gang og foregår denne gang i San Diego i delstaten Californien.
  • Mere end 15.000 diabetesforskere, læger, sygeplejersker og andre diabetesbehandlere fra mere end 120 lande deltager i konferencen, der er verdens største om diabetes.
  • De mange deltagere samles i fem dage for at dele ideer, viden og fremskridt inden for diabetesforskning omkring årsager, forebyggelse, diagnosticering og behandling.
  • De kan blandt andet vælge imellem mere end 2.500 videnskabelige præsentationer. Eller de kan gå på opdagelse, når de mange firmaer viser det nyeste og det bedste, de kan præstere inden for blandt andet blodsukkermålere, pumper, sensorer og andre diabetes-gadgets.

Af Jacob Gyldenløve Aaen, jga@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes