MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Forkerte tal i diabetesrapport gjorde jyske sygehuse ringe til diabetesbehandling

07. november 2018 Tilbage

Fejlberegninger i Dansk Voksen Diabetes Database udnævnte Sygehus Lillebælt i Vejle og Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg til at være blandt de dårligste til at undersøge diabetespatienters risiko for nyresygdom. Det var forkert.

Da den nyeste rapport om kvaliteten af diabetesbehandlingen i Danmark udkom i august blev Sygehus Lillebælt i Vejle og Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg fejlagtigt udnævnt til ikke at være gode nok til at undersøge nyrefunktionen hos deres diabetespatienter.

Faktum er, at de to sygehuse var bedre end standarden om, at mindst 95% af patienterne skulle have undersøgt deres nyrefunktion mindst én gang årligt.

Det fastslår et nyt notat fra Dansk Voksen Diabetes Database, der har genberegnet indberetningerne fra de to sygehuse. Dansk Voksen Diabetes Database oplyser, at der fremover vil blive arbejdet med en mere klar definition af indberetningerne og en eventuel justering af beregningsmetoderne.

Beklageligt med forkerte tal

Diabetesforeningen, der videreformidlede de forkerte tal fra kvalitetsrapporten i pressemeddelelser, er ærgerlig over, at tallene har vist sig at være beregnet forkert:

- Det er beklageligt, at de officielle tal i rapporten fra Dansk Voksen Diabetes Database har vist sig at være beregnet forkert, når det gælder undersøgelse for nyresygdom. Det er vigtigt, at patienterne kan regne med, at de får de undersøgelser, der hører med til en god diabetesbehandling. Det gør man på Sygehus Lillebælt i Vejle og Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, siger faglig direktør Kristian Johnsen fra Diabetesforeningen.

Kristian Johnsen oplyser, at Diabetesforeningen nu vil kontakte de medier, der har viderebragt de forkerte tal fra databasen med henblik på at få fejlene rettet.

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes