MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Kongeligt besøg på Verdens Diabetesdag

15. november 2018 Tilbage

Diabetesforeningens protektor, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, brugte Verdens Diabetesdag den 14. november på at besøge sygehusene i Holbæk og Nykøbing Falster for at høre om behandlingen af diabetes i Region Sjælland og mødes med børn og voksne patienter.

Verdens Diabetesdag blev markeret over hele landet i går den 14. november. På to sjællandske sygehuse var der en hel særlig opmærksomhed, fordi Diabetesforeningens protektor, H.K.H. Prins Joachim kom forbi.

H.K.H. Prins Joachim sammen med mentor-makkerne Mie og Maja og Majas mor, Cecilia

På Holbæk Sygehus fik Prins Joachim en grundig indføring i planerne for det Steno Diabetes Center Sjælland, der er under opbygning. Centret, som får aktiviteter i hele regionen, får hovedsæde i Holbæk, hvor direktør, professor Lise Tarnow allerede er i gang med at opbygge staben:

- Vores vision er at række hele vejen ud og favne alle med diabetes i Region Sjælland. Vi skal binde trådene sammen for den indsats, der skal foregå på sygehusene og også nå ud til de praktiserende læger, sagde Lise Tarnow, som også fortalte, at Steno Diabetes Center Sjælland vil inddrage patienter og pårørende i alle dele af centrets arbejde:

- Inddragelse af patienter kommer til at gennemsyre vores arbejde i alle aspekter, sagde Lise Tarnow. 

Prinsen mødte diabetes-veninder

Formand for regionsrådet i Region Sjælland Heino Knudsen, der var med på besøget, ser frem til, at Steno Diabetes Center Sjælland kommer til at løfte indsatsen for de flere end 40.000 sjællændere, der lever med diabetes:

- Det handler også om en kamp mod ulighed i sundhed. Vi har en dør, som alle kan gå ind ad, men vi skal erkende, at nogle borgere skal have hjælp til overhovedet at nå hen til døren, sagde Heino Knudsen.

Prins Joachim mødte blandt andet de to diabetikere Mie Gravesen og Maja Ingemann, som begge har type 1-diabetes. De to er blevet nære veninder efter, at Mie Gravesen på 23 år har fungeret som mentor for 12-årige Maja Ingemann i Diabetesforeningen.

- Mie er næsten blevet en storesøster for mig. Man kan selvfølgelig gå til sin diabetessygeplejerske eller sine forældre, men ingen af dem har jo rigtigt prøvet at have diabetes. Det har Mie, for hun har selv været igennem de ting, jeg synes er svært, fortalte Maja Ingemann.

Diabetes er en folkesygdom

Prins Joachim var optaget af, at Steno Diabetes Center Sjælland arbejder decentralt for at nå alle med diabetes i regionen:

- Vi skal gøre det godt for alle, der lever med diabetessygdommen. Der er ikke et facit, så det er vigtigt, vi kan lære af hinanden, og sundhedssystemet møder den enkelte patient, hvor det giver bedst mening. Udgangspunktet er, at diabetes er en folkesygdom både i Danmark og globalt, sagde Prins Joachim.

Dagen fortsatte med besøg på Nykøbing Falster Sygehus, hvor Prins Joachim blandt andre mødte diabetessygeplejerske Jane Hoffmann, der fik Diabetesforeningens Behandlerpris 2018 for sin ekstraordinære og individuelt tilpassede behandling og omsorg for børn med type 1-diabetes og deres familier på Lolland-Falster. Også her var Diabetesforeningens protektor engageret i en længere samtale med netop nogle af de familier, der har et barn med diabetes.

Diabetesforeningens formand Truels Schultz, der ledsagede Prins Joachim under dagens besøg, var glad for besøgene på Verdens Diabetesdag:

- Det har stor betydning for diabetessagen, at vores protektor, H.K.H. Prins Joachim udviser det store engagement og er så interesseret i konkret at møde patienter og pårørende og dermed få indsigt i både deres liv med diabetes og den måde, systemet støtter dem på, sagde Truels Schultz.

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk

Fotos: Andreas Braamunk Møller

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes