MIT DIABETESBLIV MEDLEM

Suzy Wengel og Diabetesforeningen udgiver ny bog

27. december 2018 Tilbage

Suzy Wengel, der er skaber af den populære slankemetode Sense, udgiver den 3. januar en ny bog i samarbejde med Diabetesforeningen. Det er ikke en slankekur, men et redskab, der skal hjælpe folk med at mærke ordentligt efter, fortæller Suzy Wengel, der er stolt af at arbejde sammen med Diabetesforeningen.

Suzy Wengel brugte selv håndfuldsmetoden og tabte 40 kilo.

Den 3. januar udkommer bogen ”Spis dig uden om type 2-diabetes med Sense”. Bogen er skrevet i samarbejde mellem Diabetesforeningens diætister og Suzy Wengel, der er er glad for kunne hjælpe flere mennesker med at få et sundt forhold til mad.

- Da jeg første gang mødtes med Diabetesforeningen, var det en stor ting for mig at få lov til at præsentere metoden. Og jeg var glad for at Diabetesforeningen kunne se, at der ikke er noget hokus pokus i Sense. Det er noget, som kan komme rigtig mange mennesker til gavn, fortæller Suzy Wengel, der selv har tabt 40 kg ved hjælp af metoden, og fortsætter.

- Jeg er stolt af at få lov til at samarbejde med Diabetesforeningen. Jeg har jo arbejdet ret intensivt de sidste par år på at hjælpe folk med at smide nogle overflødige kilo, og hvis vi kigger på folk, der har prædiabetes eller allerede har type 2-diabetes, så fortæller al forskning, at vægttab og fysisk aktivitet er det første skridt mod at forbedre situationen.

Selvom Sense i første omgang drejer sig om at tabe overflødige kilo, er der ikke nogen forbud og strenge regler i Sense.

- Hvis man prøver at kigge på evidens for, hvilken slankekur der er den bedste, så er der ikke nogen, fordi man ikke formår at tilpasse slankekuren til ens liv. Det er vigtigt at forstå, at man ikke skal forbyde sig selv noget. Man skal selvfølgelig bruge fornuften, sådan er det jo, når man gerne vil opnå vægttab, siger Suzy Wengel.

Et redskab for alle

”Spis dig uden om type 2-diabetes med Sense”, er, som titlen hentyder, skrevet til mennesker, der ikke har diabetes endnu, men som har forstadier til sygdommen. I Danmark har 60.000 mennesker type 2-diabetes uden at vide det, og op mod 300.000 har forstadier. Dog forklarer Suzy Wengel, at Sense er et redskab, der også kan benyttes af mennesker, der allerede har type 2-diabetes.

- Hvis man har type 2-diabetes, så skal man være opmærksom på, at ens behandler er med på sidelinjen, og det er jo fordi, at kost og motion har en indvirken på blodsukkeret. Hvis kosten gør at blodsukkeret falder, så skal medicinen jo reguleres, siger Suzy Wengel.

Det bakkes op af Lisa Heidi Witt, der er medforfatter af bogen og klinisk diætist i Diabetesforeningen.

- Hvis du tager insulin eller anden blodsukkerregulerende medicin, bør du altid tale med din behandler, inden du foretager omfattende kostomlægninger. Bogen har særligt fokus på forebyggelse af diabetes, men den indeholder også redskaber til at sætte fokus på ens vaner, som kan bruges af alle, uanset om man har diabetes eller er i risiko for at udvikle det, forklarer hun.

Ingen slankekur

Opskrifter og valg af råvarer er baseret på de officielle kostråd. Der er med andre ord ikke tale om en slankekur, men en livsstilsændring og nogle redskaber, der skal hjælpe folk med at følge dem.  

- Jeg har hele tiden været opmærksom på, at der ikke er stor forskel på de officielle kostråd og Sense, men jeg har valgt at formidle det på en anderledes måde, så mad og mængder får en anden betydning, siger Suzy Wengel.

Sense-metoden giver to primære redskaber at arbejde med. Det ene er spisekassebegrebet, og det andet er brugen af håndfulde, når det gælder om at finde ud af, hvilken potionsstørrelse der er den rette.

- Der hvor Sense virkelig adskiller sig fra andre kostformer, det er spisekassebegrebet, som jeg har opfundet. Det er et mentalt begreb, og det er ikke noget fysisk, som du kan tage og føle på. Det er så at sige en kasse, eller en skuffe, som du har inde i hoved, som du åbner, når du er sulten og lukker igen, når du er mæt. Det, der også gør Sense unikt, er, at du ikke skal veje eller måle din mad, men du skal forstå, hvad du lægger på tallerkenen, og hvilken mængde der gør dig mæt. Og det kan håndfuldsmetoden hjælpe folk med.

Håndfuldsmetoden går i al sin enkelthed ud på, at man bruger sin egen håndstørrelse til at afgøre, hvor meget kroppen har brug for af forskellige madvare. Du kan læse meget mere om Sense og de to redskaber på Suzy Wengels hjemmeside, og du kan allerede nu bestille bogen i Diabetesforeningens netbutik. 

Af Majlinda Urban Kuci muk@diabetes.dk

Støt os

Hjælp os i vores arbejde med at forebygge diabetes, leve godt med diabetes og helbrede/forske i diabetes